Nuværende hofteundersøgelsestests for femoroacetabulært impingement (FAI) eller hofteinstabilitet er passive tests, der udføres af undersøgeren og muligvis ikke gengiver aktivitetsrelaterede symptomer. Derfor har Ranawat et al. (2017) foreslog en gangtest med fodprogressionsvinkel. I deres diagnostiske undersøgelse blev testen evalueret sammen med FADIR-testen for FAI og FABER-testen for hofteinstabilitet og gav en sensitivitet på 61 % og specificitet på 56 % i vurderingen af FAI samt en sensitivitet på 67 % og specificitet på 70 % for hofteinstabilitet, hvilket betyder ret dårlige sandsynlighedsforhold, og derfor tillægger vi også denne test en svag klinisk værdi, indtil yderligere validering finder sted.

For at udføre testen bliver patienten bedt om at gå, som han/hun normalt gør, med en neutral fodvinkel. Derefter instrueres patienten i at udføre intern fodprogressionsvinkelgang, så benet roteres internt. Dette til ca. 15° fra deres neutrale gang.

Dette efterfølges af efterfølgende ekstern fodprogression i vinkelgang.

Testen er positiv, hvis der fremkaldes smerte med øget fodprogressionsvinkel, eller hvis baseline-smerten forværres.

Denne dynamiske vurdering har til formål at reproducere eller forværre symptomer ved hjælp af gangmanipulation. Ved hjælp af FPAW ændres fodprogressionen ved intern eller ekstern rotation, hvilket giver sig udslag i rettede kræfter over hoften, som ændrer eller forværrer symptomerne. Anslaget af hoved-hals-forbindelsen med intern rotation ville formodentlig være forbundet med symptomatisk gang hos patienter med FAI, hvilket faldt sammen med deres fund af en positiv intern FPAW i den undersøgelsesgruppe, der blev bekræftet at have FAI-morfologi. I modsætning hertil udviste patienter med symptomatisk hofteinstabilitet en positiv test med ekstern FPAW, som kan gengive instabilitet eller symptomer på underdækning.

21 AF DE MEST NYTTIGE ORTOPÆDISKE TESTS I KLINISK PRAKSIS

• • Navn*
• • E-mail*

Δ