Temporomandibulære lidelser (TMD) omfatter en række tilstande, der påvirker tyggesystemet, herunder de temporomandibulære led og tilhørende muskulatur som masseter og temporalis. Disse lidelser kan føre til milde til moderate smerter, begrænsninger i kæbebevægelser og kliklyde, blandt andre symptomer. I denne artikel vil vi dykke ned i de forskellige aspekter af TMD, herunder udbredelse, risikofaktorer, diagnostisk proces, behandlingsmetoder og igangværende forskning inden for området. Denne artikel bygger på vores podcast-samtale med den hollandske forsker Corinne Visscher, som er ekspert i TMD og adjunkt ved Academic Center for Dentistry (ACTA) i Amsterdam.
Udbredelse og forekomst af TMD
TMD rammer ca. 10-12% af befolkningen, og milde til moderate symptomer er almindelige. Forekomsten af behandlingsbehov er dog lavere, omkring 5 %. Kun en lille procentdel af patienter med TMD søger specialiseret behandling hos fysioterapeuter eller tandlæger. Den årlige forekomst af TMD anslås til at være omkring 1-2 %, hvilket understreger betydningen af denne tilstand i sundhedsvæsenet.
At forstå TMD: Risikofaktorer og patientkarakteristika
TMD ses oftest hos kvinder i alderen 20-50 år, men det kan også ramme mænd og personer fra andre aldersgrupper. Hos børn er kliklyde eller låsning af leddet mere almindeligt, mens TMD hos ældre mennesker er mere relateret til degenerative lidelser. Risikofaktorer for TMD omfatter oral adfærd som tænderskæren og sammenbidning, psykosociale faktorer som angst og depression samt genetisk disposition(Visscher et al. 2015). Denne disposition kan skyldes
specifikke gener, der koder for neurotransmittere og smertetransmission, så det er mere relateret til kroniske smerter i almindelighed end en specifik risikofaktor for TMD i særdeleshed. Selv om der ikke er en stærk sammenhæng mellem TMD og spændingshovedpine, er forekomsten af migræne dobbelt så høj hos TMD-patienter sammenlignet med den generelle befolkning(Yakkaphan et al. 2022). En undersøgelse af van der Meer et al. (2017) viser også, at bruxisme, altså det at bide og skære tænder, ikke kun er en risikofaktor for TMD, men også en risikofaktor for migræne.
For et par årtier siden antog man, at kropsholdning var en risikofaktor for at udvikle TMD. Der er dog ingen beviser for, at kropsholdning er en ætiologisk faktor for TMD(Visscher et al. 2002)
Diagnostisk proces og klinisk undersøgelse
Der er ingen specifikke røde flag, der skal screenes for i kæberegionen, men stærke smerter, smerter, der vækker en patient om natten, eller en konstant stigning i smerter er atypiske præsentationer for TMD og berettiger til en henvisning. Klinikere skal også overveje tilstedeværelsen af gule flag, som kan evalueres med korte spørgeskemaer som PHQ-4. Afhængigt af dominansen af gule flag kan det være nødvendigt med tværfaglig behandling.
For at diagnosticere TMD skal tre variabler være til stede: mild til moderat smerte i orofacialregionen, svingende smerte (f.eks. mere alvorlig, når man vågner), og smerteforøgelse i funktioner som f.eks. tygning eller bred åbning af munden.
Den diagnostiske proces for TMD involverer en grundig klinisk undersøgelse af tyggesystemet. Det omfatter vurdering af kæbebevægelser, identifikation af kliklyde og palpering af led og muskler.
Mens palpation af indre muskler tidligere blev brugt regelmæssigt, viste undersøgelser, at dette har en lav validitet, da intraoral palpation er smertefuld, selv hos raske forsøgspersoner(Türp et al. 2001).
Hvis en patient lider af en diskusprolaps, kan test af ledspil - altså traktion og translationsteknikker - være informative.
Patienterne bør også udspørges om hovedpine, da en form for sekundær hovedpine er den, der direkte kan tilskrives TMD(Olesen 2018). For at blive klassificeret som denne form for hovedpine skal der være en årsagssammenhæng, der er påvist ved mindst 2 af følgende:
- hovedpinen har udviklet sig i tidsmæssig relation til udbruddet af den temporomandibulære lidelse eller ført til dens opdagelse
- hovedpinen forværres af kæbebevægelser, kæbefunktion (f.eks. tygning) og/eller parafunktion af kæben (f.eks. bruxisme)
- hovedpinen fremprovokeres ved fysisk undersøgelse ved palpering af temporalis-musklen og/eller passiv bevægelse af kæben
Tilgange til behandling af TMD
Derudover kan interventioner som massageteknikker, strækøvelser og mobiliseringsprocedurer være effektive til at løse muskel- og ledrelaterede problemer. Selv om det normalt er tilstrækkeligt at se patienterne en gang om ugen, bør de opfordres til at udføre hjemmeøvelser 2-3 gange om dagen, f.eks. intraoral udstrækning af masseter-musklen med tommelfingeren samt passiv åbning af munden.
Selv om kropsholdning ikke er forbundet med udvikling af TMD, tyder nogle undersøgelser på, at ændring af kropsholdning kan have en positiv indflydelse på temporomandibulære klager(Wright et al. 2000). Patienter med en akut anterior diskusforskydning uden reduktion efter en kraftpåvirkning af kæben, f.eks. ved cykel- eller sportsulykker, kan have gavn af manipulation af diskus.
For patienter med kronisk TMD kan det være nødvendigt med en tværfaglig tilgang, der involverer orofaciale fysioterapeuter og tandlæger, for at optimere resultaterne.
Hovedpinebehandling i klinisk praksis
Lær at diagnosticere og behandle patienter med hovedpine
Forskning og fremtidige retninger
Mange patienter med kroniske klager i kæberegionen ser mange forskellige specialister, før de til sidst bliver behandlet af en TMD-specialist. Den aktuelle forskning inden for TMD fokuserer på at forstå patienternes rejse med kronisk TMD, identificere kriterier for tidlig screening og forbedre diagnosticerings- og behandlingsforløbene.
Samarbejde mellem sundhedspersonale, herunder fysioterapeuter, tandlæger og specialister, er afgørende for at forbedre behandlingen af TMD og relaterede tilstande.
For yderligere information om TMD og relaterede emner kan sundhedspersonale henvise til velrenommerede ressourcer som Diagnostic Criteria for TMD og akademiske institutioner med speciale i orofacial smerte og dysfunktion. Kontinuerlig uddannelse og samarbejde inden for sundhedsvæsenet er afgørende for at kunne håndtere de mange facetter af kæbeledslidelser og optimere patientbehandlingen.
-
I dette blogindlæg har vi forsøgt at give sundhedspersonale et omfattende overblik over temporomandibulære lidelser (TMD). Indholdet dækkede forskellige aspekter af TMD, herunder udbredelse, risikofaktorer, diagnosticeringsproces, behandlingsmetoder og igangværende forskning på området. Den præsenterede information er beregnet til at øge forståelsen af TMD og lette informeret beslutningstagning i klinisk praksis.
Referencer
