Vi har sikkert lokket dig til at læse dette blogindlæg, fordi du måske leder efter DEN magiske øvelse eller FIKS, der på magisk vis kan få lændesmerter til at forsvinde. Sandheden er: Der findes ikke og kan aldrig findes en enkelt øvelse, der er den bedste mod lændesmerter eller nogen anden skadet kropsdel eller muskel overhovedet. Faktisk er denne måde at tænke på meget forenklet og fokuserer på en kropsdel eller en patologi i stedet for på personen. Hvis der var én bedste øvelse, ville vores fag stort set blive overflødigt, og patienterne ville kunne følge en standardiseret tilgang.
Der kan aldrig være én bedste øvelse for alle mennesker. Hvis denne øvelse fandtes, ville vores profession blive overflødig.
Men lad os først se på effektiviteten af forskellige former for træning for patienter med lændesmerter:
For det første viste en metaanalyse af Searle et al. (2015) har vist, at styrke- og udholdenhedsøvelser samt koordinations/stabiliseringsøvelser er effektive til at reducere smerter hos patienter med kroniske lændesmerter, selvom effektstørrelserne normalt er ret små. Det er ret gode nyheder, så lad os nu se lidt nærmere på forskellige træningsprogrammer og deres effektivitet:
En undersøgelse af Marshall et al. (2013) sammenlignede Pilates-øvelser med stationær cykling, og mens Pilates var bedre efter 8 uger, var resultaterne ens på lang sigt efter 6 måneder.
Så er der denne ret velkendte undersøgelse af Shnaydermann et al. (2013), som har fundet ud af, at gang er lige så effektivt som specifikke øvelser for lænden efter 6 uger. Det skal dog nævnes, at personerne i undersøgelsen alle var stillesiddende, så vi kan ikke gå ud fra, at resultatet ville være det samme i en mere aktiv befolkning.
Desuden er der masser af forskning, der sammenligner core-stabiliseringsøvelser med generelle styrkeøvelser for lænden. Nogle af disse undersøgelser af Smith et al. (2014), Saragiotto et al. (2016), Luomajoki et al. (2018), Wang (2012), Coulombe (2017) m.fl. viser, at stabiliseringsøvelser med lav belastning måske er en lille smule bedre til at reducere smerter på kort sigt, men de viser alle, at generel styrkelse er lige så effektiv på lang sigt.
Endelig har en undersøgelse af Aasa et al. (2015) sammenlignede motoriske kontroløvelser med lav belastning med dødløft. I undersøgelsen klarede gruppen med lav belastning af motorisk kontrol sig bedre end gruppen med høj belastning på kort sigt, men igen - resultaterne på lang sigt var lige så effektive. Så den gode nyhed fra alle disse undersøgelser er, at det er bedre at gøre noget end ingenting. Så man kan argumentere for, at den bedste øvelse er den, der bliver udført.
Men hvorfor kun vælge én træningsform?
Ben Cormack fra Cor-Kinetic sammenligner forskellige træningsformer med forskellige vitaminer, som vores krop har brug for ligesom i en afbalanceret kost. Så det kan være en god idé at inkorporere styrke-, høj- og lavbelastnings-, koordinations-, kraft-, udholdenheds- og graduerede eksponeringsøvelser samt bevægelseslege osv. i et velafbalanceret træningsprogram.
Glasgow et al. (2015) nævner således også, at et optimalt belastningsprogram består af forskellige nøglevariabler og mekanismer.
En ting, vi ved fra forskning, er, at patienter med lændesmerter ofte har nedsat bevægelsesvariation. Så at bruge forskellige træningsmetoder kan være en måde at øge bevægelsesvariabiliteten på. Det interessante er, at vi altid tror, at effekten af vores træningsprogram skyldes, at vi bliver stærkere, mere fleksible, bedre til at aktivere bestemte muskler eller forbedrer "fejl" i bevægelserne osv. Men en systematisk gennemgang af Steiger et al. (2012) har vist, at behandlingseffekter IKKE kan tilskrives ændringer i bevægeapparatet.
Behandlingseffekter kan IKKE tilskrives ændringer i bevægeapparatet (Steiger et al. 2012)
Der kan være andre ændringer, der er ansvarlige for virkningerne, såsom diffus skadelig hæmmende kontrol, frigivelse af smertereducerende kemikalier i din hjerne, måske bare mere bevægelse i sig selv, eller psykosociale faktorer såsom nedsat bevægelsesrelateret frygt, øget selvtillid osv: Vi ved det bare ikke rigtigt!
Så hvor specifikke skal vi være? Specifikke problemer som f.eks. specifikke lændesmerter behøver sandsynligvis ikke at være kropsdels- eller strukturspecifikke, men kan også have gavn af en mere generel tilgang. På den anden side vil et specifikt problem som akillestendinopati, hvor vi kender den nociceptive struktur, have mere gavn af en strukturspecifik tilgang som f.eks. belastning af akillessenen med lægmuskelhævninger.
Men selv hvis vi har et strukturspecifikt problem, skal vi ikke kun være specifikke over for et bestemt led, en bestemt sene eller en bestemt muskel, men også over for personen foran os!
Aspecifikke problemer kræver ikke en strukturspecifik tilgang, mens kropsspecifikke problemer sandsynligvis vil kræve en mere strukturspecifik tilgang.
Forskning ser altid på den gennemsnitlige effekt af en gruppe med to eller flere meget standardiserede interventioner. Men personen foran dig kan afvige fra dette standardiserede gennemsnit. For eksempel virker isometriske øvelser generelt godt til at mindske smerter. Samtidig har forskning vist, at træningsinduceret analgesi måske ikke forekommer hos patienter med central sensitivering, men faktisk øger smerteniveauet. Det betyder, at vi altid skal være fleksible og tilpasse vores behandling, hvis den ikke ser ud til at være effektiv hos vores patienter efter to eller tre sessioner, selv om forskningen måske antyder noget andet.
En anden vigtig grund til, at der aldrig kan findes DEN bedste øvelse for alle mennesker, er, at forskellige mennesker har brug for forskellige mængder vitaminer. Så det, du skal spørge dig selv om med hver øvelse, du giver til patienterne, er, hvad du ønsker, de skal få ud af denne øvelse?
Det kan være, at du prøver at øge vævskapaciteten eller træningsvedholdenheden. Et andet mål kunne være at udfordre deres trosstruktur eller at ændre deres bevægelsesstrategier, eller det kunne være smertelindring. Dertil kommer, at den ideelle øvelse er skræddersyet til patientens færdighedsniveau og irritabilitet.
Alle disse forskellige områder bør påvirke valget af øvelser, så de bliver personspecifikke!
For eksempel kan en ung vægtløfter, der skal tilbage på højt niveau efter den første episode med lændesmerter, have brug for maksimal styrke, kraft og arbejde med sin teknik. På den anden side vil en 70-årig stillesiddende pensionist med kroniske lændesmerter og angst for at bøje sig forover på grund af maladaptive sygdomsforestillinger sandsynligvis have brug for et gradueret eksponeringsprogram med masser af beroligelse og uddannelse.
Ortopædisk fysioterapi af rygsøjlen
Mestre behandling af rygsygdomme på bare 40 timer uden at bruge år af dit liv og tusindvis af euro
Af samme grund kan vi ikke forvente, at generiske øvelser vil føre til optimale resultater. Udfordringen for os som terapeuter er at lytte til patientens historie og spørge os selv, hvilke vitaminer han eller hun har brug for, og derefter vælge de rette øvelser til at give dem disse forskellige vitaminer.
Okay, dette var vores blog om "den bedste øvelse mod lændesmerter". Her skal der lyde en tak til Ben Cormack fra Cor-Kinetic, som inspirerede os til at diskutere forskellige koncepter i denne blog. Hvis du vil vide, hvordan vi anvender disse koncepter i forskellige træningsprogrammer, så tjek vores onlinekursus "Orthopedic Physiotherapy of the Spine"
Mange tak, fordi du læste med, farvel!
