Idéen om, at krop og sind er to separate enheder, er allerede for længst overstået. Engang troede man, at følelser og kropsfunktioner ikke hang sammen, men i løbet af det sidste århundrede har den fremherskende opfattelse ændret sig. I dag er det almindeligt accepteret, at kroppens organer fungerer som et sammenhængende system, der hele tiden påvirker hinanden. Når en del påvirkes, reagerer resten på samme måde - ligesom når man trækker i den ene ende af et net og strækker den anden (Walker, 1956).
Baggrund
I samfundsbaseret praksis præsenterer patienterne sig ofte med en lang række symptomer, hvoraf 25-50 % forbliver medicinsk uforklarlige (Burton, 2003; Escobar et al., 2010; Olde Hartman et al., 2009). Forbindelsen mellem medicinsk uforklarlige symptomer og psykosociale faktorer, som f.eks. stress, angst eller depression, er klart beskrevet i både ICD-10 (Verdenssundhedsorganisationen [WHO], 2019) og DSM-5 (American Psychiatric Association [APA], 2013). Derfor anbefaler internationale retningslinjer for fysioterapi til håndtering af tilstande som lændesmerter, at man screener og vurderer psykosociale faktorer (Delitto et al., 2012):
''Psykosociale faktorer ser ud til at spille en større prognostisk rolle end fysiske faktorer ved lændesmerter. Der er nogle undersøgelser, der sætter spørgsmålstegn ved, om ændringer i adfærdsvariabler og reduktioner af handicap, der fremmer en forbedring af funktionen, kan være vigtigere end fysiske præstationsfaktorer for en vellykket behandling af kroniske lændesmerter''.
Figur 1: Den biopsykosociale model, der viser samspillet mellem forskellige faktorer for trivsel(https://www.hgi.org.uk/news/latest-news/alarming-hijacking-biopsychosocial-model)
De fleste moderne retningslinjer for fysioterapi tager udgangspunkt i en biopsykosocial model, der understreger det kontinuerlige samspil mellem biologiske faktorer (f.eks. genetik), psykologiske faktorer (f.eks. stress) og sociale faktorer (f.eks. social støtte). Selv om betydningen af psykosociale faktorer i bedringsprocessen er veldokumenteret, er der stadig ingen specifikke anbefalinger til klinikere om, hvordan de effektivt kan håndtere disse aspekter i behandlingen. Så hvilken rolle kan fysioterapeuter spille i behandlingen af psykosociale lidelser?
Fysisk aktivitet og psykosociale faktorer
Tidligere forskning har vist de betydelige fordele ved fysisk aktivitet i forhold til stress, angst og depression (Rebar et al., 2015; Schuch et al., 2019). Nogle undersøgelser tyder endda på, at fordelene ved fysisk aktivitet kan sammenlignes med fordelene ved psykoterapi og farmakoterapi, med yderligere fordele med hensyn til omkostninger, bivirkninger og andre sundhedsmæssige fordele.
De mentale sundhedsfordele ved fysisk aktivitet kan konkurrere med psykoterapi eller medicin - uden bivirkningerne.
En oversigt over anmeldelser af Singh et al. (2023), som kombinerede data fra 1.039 forsøg og 128.119 deltagere, undersøgte effekten af interventioner med fysisk aktivitet på stress, angst (figur 2) og depression (figur 3). Resultaterne viste, at interventioner med fysisk aktivitet var effektive til at håndtere psykosociale faktorer på tværs af forskellige befolkningsgrupper, herunder raske personer, personer med psykiske lidelser, kræftpatienter og personer med multipel sklerose, blandt andre. Interventionerne omfattede styrketræning, udholdenhedstræning, yoga, udstrækning og blandede modaliteter. Alle disse interventioner viste sig at være effektive, selvom udholdenhedstræning havde den største effekt på depression, mens yoga og andre mind-body-øvelser var mest effektive til at reducere angst. Samlet set viste moderat og højintensiv træning sig at være mere gavnlig end lavintensiv træning.
Figur 2: resultater af metaanalysen, der vurderede symptomer på angst ved hjælp af standardiserede gennemsnitlige forskelle
Figur 3: Resultater af metaanalysen, der vurderede symptomer på angst ved hjælp af standardiserede gennemsnitsforskelle
Et af de vigtigste kendetegn ved disse interventioner er, at de ofte foregår i grupper. I en tid, hvor ensomhed er en voksende samfundsmæssig udfordring, især blandt den ældre del af befolkningen, er socialt engagement blevet stadig vigtigere (Pels et al., 2016). Forskning har vist, at social isolation kan have betydelige negative virkninger på både det mentale og det fysiske helbred, hvilket gør sociale aktiviteter endnu vigtigere. Psykologiske undersøgelser har vist, at gruppetræning kan være et effektivt middel til at lindre ensomhed, og nogle undersøgelser viser, at det kan være lige så effektivt som psykologisk gruppeterapi til at reducere følelsen af isolation og forbedre det følelsesmæssige velbefindende (Savikko et al., 2010).
Bevægelse er medicin - og fællesskab er en del af dosis.
Desuden giver gruppetræning ikke kun de fysiske fordele ved bevægelse, men fremmer også en følelse af fællesskab og tilhørsforhold (Golaszewski et al., 2023). Disse sociale interaktioner kan øge selvværdet, forbedre humøret og skabe et støttesystem, der bidrager til en bedre generel mental sundhed. For personer med kroniske lidelser, som f.eks. psykiske lidelser eller fysiske handicap, kan den ekstra sociale støtte, der tilbydes gennem gruppesammenhænge, øge motivationen, overholdelsen af behandlingen og helbredelsesresultaterne. Derfor kan integration af sociale elementer i interventioner med fysisk aktivitet forbedre deres effektivitet betydeligt, når det gælder om at fremme både fysisk og psykisk velvære.
Tilmeld dig dette onlinekursus
Deltag i vores onlinekursus Central sensibilisering: Fra laboratoriet til klinikken med Prof. Dr. Jo Nijs, og lær at give den bedst evidensbaserede behandling til patienter med kroniske smerter.
Praktiske konsekvenser
Fysioterapeuter er i en unik position til at støtte patienterne, ikke kun i deres fysiske helbredelse, men også i at forbedre deres psykosociale velbefindende. Selv om bevægelse stadig er vores primære værktøj, kræver det ikke en radikal ændring af omfanget at integrere psykosociale overvejelser i den daglige praksis - det indebærer snarere små, meningsfulde skift i vores tilgang til patientinteraktion og interventionsplanlægning.
Klinikere kan starte med at skabe et sikkert, validerende miljø, hvor patienterne føler sig trygge ved at diskutere følelsesmæssige eller psykosociale problemer. Enkle kommunikationsstrategier som aktiv lytning, åbne spørgsmål og empatisk refleksion kan opbygge en god relation og tillid. Hvis man f.eks. spørger: "Hvordan håndterer du dine symptomer fra dag til dag?" eller "Hvad bekymrer dig mest ved din tilstand?", kan man afdække følelsesmæssige eller sociale stressfaktorer, der bidrager til patientens oplevelse af smerte eller funktionsnedsættelse. Det er vigtigt at kommunikere åbent med patienten om dette emne for at sikre, at de er trygge ved at dele deres tanker og følelser.
Desuden kan motiverende interviewteknikker bruges til at fremme adfærdsændringer ved at udforske patientens egne værdier og mål. I stedet for at ordinere generiske øvelser, kan du spørge: "Hvilken form for fysisk aktivitet har du tidligere nydt?" eller "Hvad ville mere aktivitet give dig mulighed for at gøre, som du savner nu?" - det hjælper patienterne med at genskabe forbindelsen til personligt meningsfulde mål. Endelig kan fysioterapeuter spille en vigtig rolle i et tværfagligt team i komplekse tilfælde, hvor der er tale om alvorlig lidelse eller social dysfunktion. Rettidige henvisninger til psykologiske eller sociale tjenester kan sikre, at en patient får en velafrundet, holistisk støtte.
5 Praktiske tips til håndtering af biopsykosociale faktorer i praksis
- Brug åbne spørgsmål til at udforske psykosociale udfordringer (f.eks. "Hvad synes du er det sværeste ved din tilstand?"). Åben kommunikation om stressfaktorer kan være meget meningsfuld, men prøv ikke at erstatte en psykolog ved at gå for meget i detaljer, baggrund eller psykologiske traumer.
- Samarbejd med andre fagfolk, når psykosociale problemer falder uden for dit område - henvisninger er ikke et tegn på fiasko, men på patientcentreret pleje.
- Tilskynd patienterne til at opfylde Verdenssundhedsorganisationensretningslinjer for fysisk aktivitet (150 minutters moderat eller 75 minutters kraftig aktivitet om ugen), og læg vægt på de mentale såvel som de fysiske sundhedsfordele. Hvor det er muligt, skal du tilpasse aktivitetstyperne til symptomerne: Anbefal styrketræning til depressionsrelaterede klager og yoga eller andre mind-body-øvelser til angst og uro.
- Tilskynd til deltagelse i gruppeklasser eller samfundsbaserede aktiviteter for motivation, overholdelse og social støtte.
- Brug metaforer til at forklare sammenhængen mellem stress og smerter, hvis det forhindrer patienten i at være fysisk aktiv (''Dit nervesystem er som en overfølsom røgalarm - det går i gang ved den mindste antydning af damp, ikke bare rigtig ild'').
Ved at anvende disse strategier kan fysioterapeuter bevæge sig ud over den biomekaniske model og blive forandringsagenter for både den fysiske og mentale sundhed hos deres patienter.
Konkluderende tanker
Mens internationale retningslinjer for fysioterapi taler for en biopsykosocial tilgang til at forstå kroppen, er specifikke behandlingsanbefalinger til håndtering af psykosociale faktorer fortsat begrænsede. Selvom psykosomatiske fysioterapeuter ofte bruger interventioner som vejrtrækningsteknikker og afslapningsøvelser, kan den gennemsnitlige fysioterapeut også spille en vigtig rolle i håndteringen af disse faktorer.
Fysioterapifaget har gennemgået et skift i løbet af de sidste par årtier og er gået fra overvejende praktisk behandling til fokus på træningsterapi og uddannelse. Selv om retningslinjerne formelt har bevæget sig fra en rent kropsfokuseret tilgang til at inkorporere den biopsykosociale model, er der stadig betydelig plads til forbedring af, hvordan vi uddanner og støtter patienter i at håndtere både deres fysiske og psykosociale velbefindende. Hvis vi tror på eksistensen af den biopsykosociale model til at forklare kroppens processer, bør vi måske handle derefter.
Referencer
American Psychiatric Association. (2013). Diagnostic and statistical manual of mental disorders (5. udgave). American Psychiatric Association.
Burton, C. (2003). Hinsides somatisering: En gennemgang af forståelsen og behandlingen af medicinsk uforklarlige fysiske symptomer (MUPS). British Journal of General Practice, 53(488), 231-239. https://doi.org/10.3399/09601640320016696
Delitto, A., George, S. Z., Van Dillen, L., Whitman, J. M., Sowa, G., Shekelle, P., Denninger, T. R., & Godges, J. J. (2012). Lændesmerter. Journal of Orthopaedic & Sports Physical Therapy, 42(4), A1-A57. https://doi.org/10.2519/jospt.2012.42.4.A1
Escobar, J. I., Cook, B., Chen, C. N., Gara, M. A., Alegría, M., Interian, A., & Diaz, E. (2010). Uanset om de er medicinsk uforklarlige eller ej, forudsiger tre eller flere samtidige somatiske symptomer psykopatologi og brug af tjenester i befolkningen. Journal of Psychosomatic Research, 69(1), 1-8. https://doi.org/10.1016/j.jpsychores.2009.12.001
Golaszewski, N. M., LaCroix, A. Z., Hooker, S. P., & Bartholomew, J. B. (2022). Medlemskab af en træningsgruppe er forbundet med forskellige former for social støtte, træningsidentitet og mængden af fysisk aktivitet. International Journal of Sport and Exercise Psychology, 20(2), 630-643. https://doi.org/10.1080/1612197X.2021.1891121
Olde Hartman, T. C., Borghuis, M. S., Lucassen, P. L., van de Laar, F. A., Speckens, A. E., & van Weel, C. (2009). Medicinsk uforklarlige symptomer, somatiseringsforstyrrelse og hypokondri: Forløb og prognose. En systematisk gennemgang. Journal of Psychosomatic Research, 66(5), 363-377. https://doi.org/10.1016/j.jpsychores.2008.10.003
Pels, F., & Kleinert, J. (2016). Ensomhed og fysisk aktivitet: En systematisk gennemgang. International Review of Sport and Exercise Psychology, 9(1), 231-260. https://doi.org/10.1080/1750984X.2015.1061057
Rebar, A. L., Stanton, R., Geard, D., et al. (2015). En meta-meta-analyse af effekten af fysisk aktivitet på depression og angst i ikke-kliniske voksenpopulationer. Health Psychology Review, 9, 366-378. https://doi.org/10.1080/17437199.2015.1072149
Savikko, N., Routasalo, P., Tilvis, R., & Pitkälä, K. (2010). Psykosocial grupperehabilitering for ensomme ældre: Gunstige processer og medierende faktorer i interventionen, der fører til lindret ensomhed. International Journal of Older People Nursing, 5(1), 16-24. https://doi.org/10.1111/j.1748-3743.2009.00202.x
Schuch, F. B., Stubbs, B., Meyer, J., et al. (2019). Fysisk aktivitet beskytter mod angst for hændelser: En metaanalyse af prospektive kohortestudier. Depression and Anxiety, 36, 846-858. https://doi.org/10.1002/da.22915
Singh, B., Olds, T., Curtis, R., et al. (2023). Effektiviteten af interventioner med fysisk aktivitet til forbedring af depression, angst og stress: En oversigt over systematiske reviews. British Journal of Sports Medicine, 57, 1203-1209. https://doi.org/10.1136/bjsports-2022-106300
Walker, N. (1956). Definitionen af psykosomatisk lidelse. The British Journal for the Philosophy of Science, 6(24), 265-299. https://doi.org/10.1093/bjps/VI.24.265
Verdenssundhedsorganisationen. (2019). International klassifikation af sygdomme og beslægtede sundhedsproblemer (10. udgave). Verdenssundhedsorganisationen.
