Introduktion

Overbelastningsskader i haserne er fortsat en af de mest udbredte muskel- og skeletskader i elitefodbold, og forekomsten er fordoblet i løbet af de sidste to årtier. Mens de traditionelle risikofaktorer for hasestrækninger - herunder tidligere skader, excentrisk hasestyrkeunderskud og løbebelastning - er veletablerede, er forholdet mellem sprintmekanik og risiko for hasestrækninger stadig kontroversielt - på trods af at det ofte er et mål i forebyggelsesprogrammer.

Denne kløft mellem klinisk praksis og evidens understreger behovet for praktiske, feltbaserede vurderingsværktøjer. Mens den tredimensionelle motion capture-teknologi (3DMoCap) er guldstandarden for biomekanisk vurdering, tilbyder Sprint Mechanics Assessment Score (S-MAS) en mere klinisk gennemførlig løsning, der bruger simpel videoanalyse til at evaluere potentielt risikable bevægelsesmønstre.

Dette studie undersøger, om S-MAS kan hjælpe klinikere med at forudsige og forebygge hamstringsskader og dermed bygge bro mellem biomekanisk forskning og sportsmedicinsk praksis i den virkelige verden.

Metode

Dette 6-måneders prospektive kohortestudie fulgte elitefodboldspillere for at undersøge sprintmekanik og risiko for overbelastning af haserne. Metoden fulgte STROBE-retningslinjerne (Strengthening the Reporting of Observational Studies in Epidemiology) for stringent rapportering af observationsforskning.

Denne prospektive undersøgelse omfattede markspillere fra professionelle engelske fodboldklubber, som var lægeligt godkendt til fuld deltagelse og mindst 18 år gamle. Målmænd blev udelukket, og spillere, der vendte tilbage efter en nylig operation (inden for 6 måneder), blev også udelukket for at undgå forvirrende faktorer. Ni klubber deltog oprindeligt, men en blev udelukket, fordi den ikke opfyldte alderskriterierne.

For at finde ud af, hvor mange spillere der skulle bruges til undersøgelsen, analyserede forskerne først skadesdata fra en fodboldklub. De brugte disse pilotdata - som viste en skadesfrekvens på 22% - til at køre en effektberegning med G*Power-softwaren. Analysen viste, at de skulle bruge 100 deltagere i alt for at have 90 % chance for at opdage et ægte skadesmønster.

forskelle, mens den falske alarmrate holdes på 5%. Undersøgelsen var designet til at inkludere fire uskadede spillere for hver skadet spiller (forholdet 1:4) for at sikre, at man kunne lave ordentlige sammenligninger.

Indsamling af data

Deltagerne udførte to maksimale sprint på 35 m efter en standardiseret opvarmning og submaksimale opbygningsløb (80-90 % indsats). Testen foregik enten før sæsonen (juni-august) eller i sæsonen (oktober-marts) på naturgræs eller kunstgræs, og spillerne havde deres foretrukne fodboldstøvler på. De to sprintforsøg blev registreret for at sikre, at højre og venstre lemmer blev registreret korrekt.

S-MAS-scoring

En enkelt biomekaniker med 10 års erfaring, som var blindet i forhold til skadesudfald, vurderede alle sprintforsøg ved hjælp af 12-punkts Sprint Mechanics Assessment Score (S-MAS). Analysen blev udført billede for billede ved hjælp af videoanalysesoftwaren Kinovea. Hvert af de 12 kinematiske træk blev scoret dikotomt: et point for tilstedeværelsen af et suboptimalt bevægelsesmønster og nul point for fraværet af det. Dette gav en samlet score fra 0 (hvilket indikerer optimal sprintmekanik) til 12 (hvilket afspejler flere observerbare mangler), hvor højere score svarer til gradvist dårligere bevægelseskvalitet.

Rapportering af haseskade

Undersøgelsen analyserede både retrospektivt rapporterede (12 måneders tilbagekaldelse, lægeligt verificeret) og prospektivt forekommende (6 måneders opfølgning, MR-bekræftet) sprintrelaterede HSI'er. Retrospektive data registrerede skadesmekanisme og lateralitet gennem spillerinterviews og gennemgang af lægejournaler. Prospektive skader blev klinisk dokumenteret med MR-baseret muskellokalisering og klassificeret ved hjælp af British Athletics-klassifikationen. For at minimere forvirring blev atleter med alvorlige skader, der ikke var haseskader (>28 dages fravær), udelukket fra kontrollerne, hvilket sikrede sammenlignelige træningseksponeringer mellem grupperne. Ved at kombinere retrospektive og prospektive analyser kunne forskerne pålideligt forbinde specifik sprintmekanik og risiko for overbelastning af haserne.

Statistiske analyser

Analyser (Stata/JASP) omfattede normalitets-/varians-test (Shapiro-Wilk, Levene's) med gruppesammenligninger via t-tests eller Mann-Whitney U-tests. Retrospektivt var der forskel på S-MAS-scorerne hos tidligere skadede og uskadede spillere (Mann-Whitney U). Prospektivt blev MR-bekræftede HSI'er forbundet med S-MAS (primær prædiktor) ved hjælp af lignende metoder, hvor skadede lemmer blev sammenlignet med tilfældigt udvalgte uskadede lemmer. Effektstørrelser (Hedges' g) kvantificerede omfanget. Kruskal-Wallis-tests sammenlignede S-MAS på tværs af undergrupper med førstegangsskader, tilbagevendende skader og ikke-skader. Poisson-regression modellerede S- MAS som en prædiktor for HSI, justeret for alder/tidligere skade (IRR rapporteret). ROC-kurver identificerede en optimal S-MAS-risikotærskel.

Resultater

Denne undersøgelse omfattede 126 mandlige professionelle fodboldspillere fra otte engelske klubber i divisionerne Premier League til National League. Den retrospektive analyse omfattede 118 spillere, hvoraf 23 blev klassificeret som tidligere skadede (PREV-INJ) og 95 som uskadede (PREV-UNINJ), med sammenlignelige fysiske karakteristika (højde ~181-183 cm, masse ~78-80 kg).

Prospektiv overvågning over seks måneder fastholdt 111 deltagere efter at have udelukket 7, der ikke blev fulgt op, og 16 med alvorlige ikke-hamstringskader. Blandt 17 nye haseskader var 14 sprintrelaterede (PROSP-INJ-gruppen) og blev sammenlignet med 78 uskadede kontrolpersoner (PROSP-UNINJ). Tre ikke-sprint HSI'er blev udelukket for at bevare det mekanistiske fokus.

Den retrospektive analyse viste, at tidligere skadede spillere (PREV-INJ) udviste signifikant højere S-MAS-scorer sammenlignet med uskadede kolleger (median 6 vs. 5, p=0,007), med effektstørrelser, der varierede fra trivielle til store (Hedges' g=0,17- 1,1).

I den 6-måneders prospektive analyse viste spillere, der pådrog sig sprintrelaterede haseskader (PROSP-INJ), signifikant dårligere S-MAS-scorer end uskadede kontrolpersoner (median 6 mod. 4, p=0,006), hvor førstegangsskader viste den mest slående forskel (median 7 vs. 4, p=0.017). Hver stigning på 1 point i S-MAS øgede risikoen for skader med 33 % (justeret IRR=1,33, p=0,044), hvilket bekræfter et dosis-respons-forhold. Receiver operating characteristic (ROC)-analyse identificerede 5,5 som den optimale grænseværdi (AUC=0,732), hvor scores ≥6 gav en klinisk meningsfuld - men ikke statistisk signifikant (p=0,065) - 2,8 gange højere skadesrisiko (95 % CI: 0,94-8,35) sammenlignet med scorer ≤5. Især værktøjets sensitivitet (78,6 %) overgik dets specificitet (65,4 %), hvilket prioriterer detektion af sande positive resultater. Samlet set validerer disse resultater S-MAS som et pragmatisk screeningsværktøj til at markere højrisiko sprintmekanik, især ved førstegangsskader, samtidig med at de understreger behovet for en forsigtig fortolkning af grænseværdier for signifikante tærskler.

Spørgsmål og tanker

Denne undersøgelse giver vigtig dokumentation for sammenhængen mellem dårlig sprintmekanik og overanstrengelse af haserne og giver klinikere et praktisk feltbaseret vurderingsværktøj. Der er dog nogle begrænsninger. Det mest bemærkelsesværdige er, at S-MAS ikke er blevet valideret i forhold til 3D motion capture-systemer - guldstandarden for biomekanisk analyse. Den påviste sammenhæng mellem højere S-MAS-score og forekomst af skader er lovende for klinisk brug, især i betragtning af værktøjets enkelhed og tilgængelighed. Men før vi implementerer det bredt, har vi brug for større prospektive undersøgelser for at: 1) etablere definitive grænseværdier, 2) verificere dens prædiktive nøjagtighed på tværs af forskellige populationer og 3) bestemme, hvordan den supplerer eksisterende vurderinger af skadesrisiko. De nuværende resultater retfærdiggør brugen af S-MAS som et screeningsværktøj, men behandlere bør fortolke resultaterne med forsigtighed og kombinere dem med andre kliniske mål.

Selv om den prospektive analyse er metodisk forsvarlig, står den over for iboende udfordringer på grund af den mindre stikprøve af skadede spillere sammenlignet med uskadede kontrolpersoner - en almindelig begrænsning i undersøgelser af skadesforudsigelse. Denne ubalance, som er uundgåelig i prospektive designs, kan reducere den statistiske styrke til at opdage subtile, men klinisk betydningsfulde forskelle. På trods af begrænsninger giver S-MAS en klinisk brugbar sammensat evaluering af flere biomekaniske risikofaktorer, hvilket muliggør effektiv identifikation af højrisiko-sprintmønstre i felten.

En vigtig forglemmelse er den manglende overvågning af træningsbelastningsvariabler (volumen, intensitet), som er kendte moderatorer af skadesrisiko. Udsving i arbejdsbelastningen - uanset om det er for store spidsbelastninger eller utilstrækkelig konditionering - kan forvirre forholdet mellem sprintmekanik og skadesresultater. Desuden giver tidspunktet for vurderingerne (preseason vs. in-season) yderligere variation, da spillernes mekaniske effektivitet og skadesfølsomhed kan ændre sig i forskellige faser af konkurrencekalenderen.

Tal nørdet til mig

Forskerne analyserede S-MAS-scores for at identificere biomekaniske risikofaktorer for haseskader. De bekræftede først den forventede ikke-normale fordeling af scores ved hjælp af Shapiro-Wilk-tests og Q-Q-plots - og forventede, at spillere, der var udsat for skader, ville vise tydelige, forhøjede S-MAS-værdier i stedet for at klumpe sig sammen omkring holdets gennemsnit. Dette fordelingsmønster afslørede:

1. En flertalsgruppe med typisk mekanik
2. En højrisiko-undergruppe med dårlig teknik (højere score)

Da parametriske tests ville være uhensigtsmæssige for disse skæve data, brugte de Mann-Whitney U-tests til pålideligt at sammenligne scores mellem skadede og uskadede spillere. Denne tilgang var specifikt rettet mod påvisning af klinisk signifikante biomekaniske outliers snarere end gennemsnitlige populationstendenser. Til kontinuerlige variabler som alder eller højde, der var normalfordelte, brugte de t-tests.

Efter at have etableret disse grundlæggende sammenligninger kvantificerede forskerne yderligere den praktiske betydning af forskellene ved hjælp af Hedges' g-effektstørrelser. Mens Mann-Whitney U-tests bekræftede, at skadede spillere havde højere S-MAS-scorer, afslørede effektstørrelser, om disse forskelle var trivielle (0,2), moderate (0,5) eller store (0,8) i den virkelige verden. For at få svar på det nuancerede spørgsmål om, hvordan skadeshistorien påvirkede risikoen, anvendte de derefter Kruskal-Wallis-tests med Dunns post hoc-korrektioner. Det gjorde det muligt at sammenligne på tværs af tre kritiske undergrupper: førstegangsskader, tilbagevendende skader og uskadede spillere - en udvidelse af den oprindelige opdeling i skadede og uskadede. Tilsammen sikrede denne sekventielle analyse ikke kun statistisk stringens, men også klinisk relevans, idet den præcist udpegede, hvilke atleter (f.eks. dem med førstegangsskader og høje S-MAS-scorer), der havde den største risiko.

Efter at have konstateret, at skadede spillere udviste højere S-MAS-scores gennem ikke-parametriske sammenligninger (Mann-Whitney U) og kvantificeret størrelsen af disse forskelle (Hedges' g), tog forskerne fat på to kritiske kliniske spørgsmål: Hvor præcist forudsiger S-MAS risikoen for skader? Og hvilken tærskel bør udløse intervention? For at modellere forholdet mellem biomekanik og skadesforekomst over tid anvendte de Poisson-regression - en metode, der er skræddersyet til tælledata som skadeshændelser. Denne analyse afslørede, at hver stigning på 1 point i S-MAS øgede risikoen for skader med 33 %, selv efter justering for forstyrrende faktorer som alder og tidligere skader, hvilket bekræfter dens værdi som en uafhængig prædiktor. Men for at omsætte denne kontinuerlige risiko til brugbar klinisk praksis brugte de ROC-kurveanalyse, som identificerede ≥6 som den optimale S-MAS-cutoff. Denne tærskel afbalancerede følsomhed (opdagede 78,6 % af de sande skader) med specificitet (minimerede falske alarmer), hvilket gav trænere og klinikere et klart benchmark for højrisikomekanikerne. Tilsammen udvidede disse avancerede tests de oprindelige resultater ud over gruppesammenligninger og tilbød både detaljeret risikokvantificering (Poisson) og et praktisk screeningsværktøj (ROC) - hvilket direkte adresserede undersøgelsens mål om at bygge bro mellem sprintmekanik og hamstringsbelastning.

Tag budskabet med hjem

Sprintmekanik og overanstrengelse af haserne: S-MAS (Sprint Mechanics Assessment Score) er et effektivt feltværktøj til at opdage højrisikoatleter for sprintrelaterede haseskader (HSI). Selv om det er værdifuldt, bør det kombineres med:

Risikostratificering

En score på ≥6 fungerer som en foreløbig risikotærskel, der korrelerer med en markant højere forekomst af skader i denne undersøgelse.

• Særlig opmærksomhed bør gives til atleter med:
  • Tidligere HSI-historie
  • Nedsat excentrisk styrke (mangel på nordiske hamstringsøvelser)

Målrettede interventioner

Adresser biomekaniske fejl, der er identificeret af S-MAS-komponenter (f.eks. lateral fleksion af bagagerummet, fodafsætningsmønstre) gennem:

•  Teknikmodifikationsøvelser(se Mendiguchia et al., 2023 for evidensbaserede strategier)

• Excentriske styrkeprotokoller (f.eks. nordiske hamstring curls)
• Arbejde med bækken- og torsostabilitet.

Til skadespecifik genoptræning:

Se denne omfattende vejledning om klassificering af hamstringsskader og protokoller for tilbagevenden til sport for at skræddersy interventioner til skadens sværhedsgrad (f.eks. British Athletics Muscle Injury Classification grades). https://www.physiotutors.com/fr/hamstring-injury-classification- and-rehabilitation/

Holistisk forebyggelse af skader

Mens S-MAS fokuserer på mekanik, skal du integrere disse yderligere faktorer:

• Overvågning af træningsbelastning: Overvåg den interne belastning ved hjælp af både subjektiv RPE (Rating of Perceived Exertion) og objektive sporingsdata på banen.
• Psykosociale faktorer: Højt oplevet stress eller søvnmangel kan forværre de biomekaniske risici.
• Miljøkontrol: Overfladens hårdhed og klodsens design kan ændre sprintkinematikken.

Reference

Bramah C, Rhodes S, Clarke-Cornwell A, et alSprint running mechanics are associated with hamstring strain injury: a 6-month prospective cohort study of 126 elite male footballersBritish Journal of Sports Medicine Published Online First: 23. marts 2025. doi: 10.1136/bjsports-2024-108600