Introduktion

Volleyballspillere udfører ofte gentagne bevægelser som f.eks. at serve, hvilket kan belaste deres skuldre betydeligt. Med tiden kan disse gentagne handlinger resultere i skader. Ifølge forskning kan man med specialiserede programmer undgå ca. 50 % af alle sportsskader. Mens der har været succesfulde programmer til forebyggelse af skulderskader for håndboldspillere, har der indtil nu ikke været et verificeret program for volleyballspillere. Derfor var målet med denne undersøgelse at udvikle og evaluere et skulderforebyggelsesprogram specifikt til volleyballspillere. Ideen er at give trænerne et nyt værktøj, der kan hjælpe dem med at reducere skader hos deres spillere.

Metoder

Undersøgelsen omfattede otte hold med i alt 93 spillere. Fire hold (50 spillere) blev tildelt forebyggelsesgruppen, mens de andre fire hold (43 spillere) blev blindt tildelt kontrolgruppen.

Studiets forebyggende program er kendt som "Liège University Program". Den er beregnet til at blive integreret i volleyballspillernes opvarmningsrutiner og erstatte den traditionelle opvarmning. Programmet varer ca. 24 minutter i alt og er opdelt i tre dele: løbeøvelser (3 minutter), forebyggende øvelser (18 minutter) og en afsluttende øvelse (3 minutter).

Programmets hovedvægt ligger på styrkende, plyometriske og proprioceptive øvelser. Disse øvelser fokuserer i høj grad på skulderen, men de inddrager også andre dele af kroppen og den kinetiske kæde for at forbedre balancen og den funktionelle bevægelse. Programmet indeholder øvelser som styrkelse af skulderens eksterne rotatorer med Theraband, core-stabilitetsøvelser, proprioception af skulder og ankel, proprioception af skulder med Theraband, pasningsøvelser, plyometriske øvelser for eksterne rotatorer og armbøjninger. For at imødekomme forskellige niveauer tilbyder programmet også træningsprogrammer af forskellig sværhedsgrad.

Resultater

Risikoen for skader blev sammenlignet mellem interventionsgruppen (dem, der fulgte forebyggelsesprogrammet) og kontrolgruppen (dem, der ikke fulgte programmet). Resultaterne viste, at forekomsten af skader var lavere i interventionsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen. Helt konkret havde forebyggelsesgruppen en forekomst på 5,1 skader pr. 1000 spilletimer, mens kontrolgruppen havde en forekomst på 7,1 skader pr. 1000 spilletimer. Denne forskel i forekomsten af skader førte til en RR på 0,71 (95 % CI 0,476 - 1,08).

Når man ser specifikt på skulderskader, har 26,8 % af kontrolgruppen skadet deres skulder, mens kun 12,8 % har gjort det i interventionsgruppen. Dette førte til en RR på 0,47 (95 % CI 0,193 - 1,173). To tredjedele af dem, der fik en skulderskade, havde tidligere haft en skulderskade.

Hos mandlige spillere var risikoen for skulderskader signifikant lavere i forebyggelsesgruppen sammenlignet med kontrolgruppen, med en risikoratio på 0,253 (95 % CI 0,057 - 1,118). Det blev beregnet ud fra, at 31,6 % af spillerne i kontrolgruppen fik en skulderskade mod 8 % af spillerne i interventionsgruppen.

Der var stor forskel på, hvor alvorlige skaderne var i de to grupper, hvor interventionsgruppen havde mindre alvorlige skader og skader, der havde en mindre indvirkning på præstationen.

De vigtigste resultater af denne undersøgelse var fokuseret på at vurdere gennemførligheden og overholdelsen af forebyggelsesprogrammet for skulderskader hos volleyballspillere. De fandt ud af, at ikke alle deltagere fulgte øvelserne fuldt ud. Mens anbefalingen var at gennemføre programmet to gange om ugen, var det kun 16,67 % af deltagerne, der deltog i forebyggelsesøvelserne mere end 1,5 gang om ugen.

Spørgsmål og tanker

Interventionsgruppen fik 5,1 skader pr. 1000 timers spilletid, mens kontrolgruppen fik 7,1 skader pr. 1000 timer. Denne forskel i forekomsten af skader var statistisk signifikant, hvis man ser på den tilsvarende p-værdi. Det er også, hvad forfatterne rapporterer, hvilket indikerer, at forebyggelsesprogrammet havde en positiv indvirkning på at reducere risikoen for skader hos volleyballspillere. Jeg kan ikke forstå, hvorfor dette kunne være blevet offentliggjort, da konfidensintervallet spænder over nulværdien, da den indeholder "1". Baseret på 95 % konfidensintervallet er denne reduktion i skader pr. 1000 timers leg ikke statistisk signifikant, i modsætning til hvad der blev offentliggjort her. Den korrekte fortolkning af en statistisk test er yderst vigtig, når en undersøgelse bliver publiceret, og fejl som disse misbruger den ukorrekte fortolkning af resultaterne til at nå frem til en publikation. Man kan sige, at de begik en fejl i deres fortolkning, men af de tre såkaldte signifikante risikoforhold blev ingen fortolket korrekt. I alle tilfælde strakte konfidensintervallet sig over nulværdien og var ikke signifikant, men forfatterne rapporterede stadig statistisk signifikans.

Fysioterapeuter kan spille en afgørende rolle i at uddanne volleyballspillere om vigtigheden af skadesforebyggende programmer og vejlede dem i at gennemføre passende øvelser. Baseret på resultaterne af denne undersøgelse førte forebyggelsesprogrammet til en absolut risikoreduktion på (7,1-5,1=) 2 skader pr. 1000 timers leg. Det er måske ikke besværet værd at implementere det i en klubs program.

Siger jeg, at ingen forebyggelsesprogrammer bør følges? Bestemt ikke. Men vi må erkende, at ikke alle situationer er forudsigelige. Man kan vride om på anklen, når man stiger ud af en bil, selv om man dyrker stabilitetstræning regelmæssigt. Men de forebyggelsesprogrammer, der skal implementeres i praksis, skal helst gøre en reel forskel, ellers koster det bare en masse tid og penge.

En af grundene til, at dette program ikke forhindrede flere skader, kan have været den suboptimale tilslutning til og overholdelse af programmet. Det kan være nødvendigt at justere programmets varighed og indhold for at forbedre compliance og imødekomme spillernes og trænernes specifikke behov.

Tal nørdet til mig

Risikoforholdet sammenligner risikoen i en gruppe med risikoen i en anden. Der er dog en hage ved det. Overvej to undersøgelser: en, hvor risikoen er 0,2 % og 0,1 % i to grupper, og en anden, hvor risikoen er 90 % og 45 %. Begge forsøg ville give samme risikoforhold på 2, hvilket betyder, at interventionsgruppen har dobbelt så stor risiko. Den første undersøgelse fandt dog kun en mindre stigning i risikoen (0,1 %), mens den anden fandt en langt større stigning (45 %). Hvis man kun offentliggør risikoforholdet, kan det få effekten til at se mere markant ud i det første scenarie og mindre vigtig i det andet. Det er vigtigt at studere de faktiske tal for at forstå den nøjagtige effekt. Hvis man sammenligner 7,1 skader med 5,1 skader pr. 1000 timers spil, er dette program så indsatsen værd?

Alle spillere fra samme klub blev tildelt den samme interventionsgruppe. Dette var for at sikre, at der ikke blev delt information fra forebyggelsesprogrammet med kontrolgruppen.

Tag budskaber med hjem

Baseret på resultaterne af denne undersøgelse kan det konkluderes, at forebyggelsesprogrammet for skulderskader hos volleyballspillere ikke ser ud til at være lovende med hensyn til gennemførlighed og tilslutning eller risikoreduktion af (skulder)skader hos volleyballspillere.

Reference

Tooth C, Schwartz C, Croisier JL, Gofflot A, Bornheim S, Forthomme B. Forebyggelse af skulderskader hos volleyballspillere: Nytten og effektiviteten af en opvarmningsrutine. Phys Ther Sport. 2023 Nov;64:97-103. doi: 10.1016/j.ptsp.2023.09.006. Epub 2023 sep 30. PMID: 37812954. 

Yderligere referencer

Szumilas M. Forklaring af odds ratios. J Can Acad Child Adolesc Psychiatry. 2010 Aug;19(3):227-9. Erratum i: J Can Acad Child Adolesc Psychiatry. 2015 Vinter;24(1):58. PMID: 20842279; PMCID: PMC2938757. 

Tan, S. H. og Tan, S. B. (2010). Den korrekte fortolkning af konfidensintervaller. Proceedings of Singapore Healthcare, 19(3), 276-278. 

George A, Stead TS, Ganti L. Hvad er risikoen? Hvordan skelner man mellem risikoforhold, oddsforhold og fareforhold? Cureus. 2020 Aug 26;12(8):e10047. doi: 10.7759/cureus.10047. PMID: 32983737; PMCID: PMC7515812.