Introduktion

Aerob træning med høj intensitet er en dokumenteret metode til at forbedre handicap, selvom evidensen vedrører træning på cykelergometer. Næsten alle undersøgelser af aerob træning hos patienter med lænderygsmerter (LBP) har en form for aerob træning, hvor ens kropsvægt er understøttet (for eksempel på en cykel) eller delvist elimineret, som i vandmiljøer. Utilsigtet kan dette have fået sundhedspersonale til at undgå træning med kropsbelastning hos mennesker med LBP, og det kan have givet næring til stigmaet om, at løb er usikkert for mennesker, der er ramt. For nylig fandt vi ud af, at fritidsløbere sammenlignet med den generelle befolkning har lavere forekomst af LBP (Maselli et al. 2020) og sundere rygmarvsvæv (Belavý et al. 2017), men desværre er der kun få randomiserede forsøg, der har sammenlignet løbeinterventioner til behandling af LBP. Det aktuelle studie ville undersøge, om løb til at tackle kronisk LBP er en levedygtig mulighed.

Metoder

For at undersøge effekten af løb til at tackle kronisk LBP blev dette 2-armede parallelle randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) sat op for at sammenligne en gruppe, der modtog et progressivt løbe-gå-intervaltræningsprogram, med en ventelistekontrolgruppe. RCT'en blev kaldt ASTEROID-forsøget, en forkortelse for "Assessing safety and treatment efficacy of running on intervertebral discs". Så ud over at vurdere effektiviteten kunne det nuværende studie også undersøge sikkerheden ved at løbe med LBP.

Personer mellem 18 og 45 år, som led af kronisk (mindst 3 måneder) uspecifik LBP, var kvalificerede kandidater, hvis de ikke havde dyrket løb eller løbebaseret sport i de seneste 3 måneder og var skadesfri i underekstremiteterne.

Deltagere i Intervention gruppe blev instrueret i at følge tre ugentlige træningssessioner på 30 minutter over 12 uger, ordineret af en træningsfysiolog. Disse sessioner blev skræddersyet til den enkelte, baseret på en indledende fitnessvurdering, hvor den tid, deltagerne kunne løbe i 2 minutter på et løbebånd, blev brugt til at bestemme startniveauet for programmet. Alle deltagere startede på niveau 1, 2 eller 3, hvor der blev foreskrevet løbeintervaller på henholdsvis 15, 30 og 45 sekunder.

Træningssessionerne blev ikke overvåget, men støttet og vejledt af klinikerne og gav uddannelsesmæssigt indhold. Der blev planlagt korte videoopkald på 10-15 minutter hver uge (i uge 1-4) og hver anden uge (uge 6-12) for at følge deltagerne på deres rejse. Deltagerne havde også mulighed for at kontakte klinikerne via telefon eller sms ud over de planlagte videosamtaler. Træningsdataene blev indsamlet i Runkeeper-appen.

Tabel 1 viser, hvordan intervallerne for walk-run blev foreskrevet. En deltager, der startede på niveau 1, skulle f.eks. gennemføre 6 til 10 gentagelser bestående af 15 sekunders løbeintervaller og 120 sekunders gangintervaller. Progression til næste niveau blev tilladt, når personen kunne gennemføre det øverste antal gentagelser i løbet af mindst to sessioner på en uge. Kun én progression i niveau pr. uge var tilladt. Under løbeintervallerne blev deltagerne bedt om at jogge med en langsom til moderat hastighed på 10 km/t. Gangintervallerne var i en selvvalgt hastighed.

Deltagerne i kontrolgruppen blev bedt om at håndtere deres LBP som normalt og undgå at løbe, men andre former for motion var tilladt. Denne undersøgelse brugte en såkaldt ventelistekontrol, hvilket betyder, at når de deltagere, der blev randomiseret til kontrolgruppen, havde gennemført de 12 uger, blev de tilbudt det samme træningsprogram som interventionsgruppen.

Det primære resultat var niveauet af smerte og funktionsnedsættelse, og disse blev målt ved baseline, 6 og 12 uger, men der blev ikke nævnt noget specifikt tidspunkt som det primære endepunkt.

• Smerteintensiteten blev målt ved hjælp af en 100-punkts visuel analog skala (VAS) i løbet af den seneste uge. Den minimale klinisk vigtige forskel (MCID) er 20 point.
• Invaliditet blev registreret ved hjælp af Oswestry Disability Index (ODI). Scoren går fra 0-100 point, hvor reduktioner på 10 point er klinisk relevante (MCID).

Resultater

I alt 40 deltagere blev inkluderet i RCT'en og fordelt ligeligt i interventions- og kontrolgruppen. Ved baseline var deltagerne 32,8 år gamle og havde en gennemsnitlig LBP-intensitet på 39,7 point og en invaliditet på 22 point.

Der blev observeret signifikante forskelle mellem grupperne i ændringen af den aktuelle smerteintensitet efter 12 uger og den gennemsnitlige smerteintensitet efter 6 og 12 uger, men ikke i den værste smerteintensitet i interventionsgruppen. Handicappet blev markant forbedret efter 12 uger i interventionsgruppen.

Spørgsmål og tanker

Selvom disse resultater virker lovende, må vi erkende, at de forskelle, der er observeret i interventionsgruppen, ikke er nok til at være klinisk relevante, da de ikke oversteg MCID'erne. Da MCID'erne ikke blev overskredet, kan vi ikke sige, at løb er en effektiv behandling sammenlignet med ventelistekontrol ved kronisk LBP, men det aktuelle forsøg bekræfter interventionens sikkerhed. Der blev kun registreret ni mindre uønskede hændelser, og der var kun én registrering af tiltagende lændesmerter.

Forbedringerne inden for grupperne er lovende, og yderligere studier kan bygge på dette RCT for at forbedre de nuværende løbe- og gå-interventioner. Kunne superviserede interventioner med løb til at tackle kronisk LBP være bedre? Også andre intensiteter, volumener og progressionshastigheder kan potentielt føre til større (klinisk relevante?) forbedringer. Fortsættelse følger!

Vi må fremhæve nogle potentielt vigtige forskelle ved baseline mellem interventions- og kontrolgruppen. Når man ser på den aktuelle, gennemsnitlige og værste smerteintensitet i VAS, er der relativt store forskelle mellem grupperne. Ved baseline blev deltagernes sædvanlige fysiske aktivitetsniveau registreret, og også her var der store forskelle mellem deltagerne i de to grupper. Alle andre baseline-variabler var sammenlignelige ved starten af RCT'en. Personer, der blev randomiseret til kontrolgruppen, rapporterede højere niveauer af baseline-smerter på alle tre underkategorier. Man kunne antage, at regression til gennemsnittet ville være mere til stede i denne gruppe på grund af de høje baseline-scores. Alligevel var det interventionsgruppen, der viste en betydelig reduktion af smerter sammenlignet med kontrolgruppen.

På trods af at interventionen ikke var overvåget, og patienten kunne gøre fremskridt, når han/hun nåede et bestemt niveau, forbedrede deltagerne deres præstation i løbedistance i løbet af ugerne, som det fremgår af grafen. Deltagerne viste god tilslutning til træningsprotokollen, og der blev ikke observeret noget frafald, men det skyldes til dels udvælgelsesproceduren, der sandsynligvis rekrutterer personer, der er motiverede for at deltage i et løbetræningsprogram for at forbedre deres LBP.

Tal nørdet til mig

Selv om vi fik nogle vigtige indsigter, skal vi ikke lade os rive med endnu. Vi må også erkende, at de nuværende resultater ikke skal overvurderes. En forskel på under 20 point på en 100-punkts VAS-skala og en reduktion på under 6 point på en 100-punkts skala virker ubetydelig. Jeg er tilbøjelig til at tillægge de nuværende resultater større betydning, når det gælder om at ændre den måde, vi tænker på LBP, og forhåbentlig fremme skiftet fra at være for forsigtig og beskytte rygsøjlen til trygt at belaste rygsøjlen gradvist. Sikkerheden ved interventionen og fraværet af frafald synes at indikere, at interventionen blev godt tolereret af deltagerne. Dette bør danne grundlag for yderligere forskning for at give mening til de observerede reduktioner i smerte og handicap. I mellemtiden kan vi tage det aktuelle studie som et eksempel på, hvordan man gradvist kan øge belastningen hos disse patienter og tackle opfattelsen af, at løb er farligt for mennesker, der lider af kronisk LBP.

Svaranalyser kan afsløre undergrupper af deltagere, der sandsynligvis vil svare anderledes, da konfidensintervallerne indikerede, at nogle deltagere opnåede MCID'erne. Men da deltagerne fik lov til at håndtere deres lænderygbesvær, som de plejede, kunne det ikke kontrolleres, om andre behandlinger eller kombinationer af behandlinger medførte forbedringer. Stof til eftertanke for fremtidige forsøg! Vi skal også tænke på muligheden for, at mennesker med lavere smerteintensitet potentielt er mere ivrige efter at deltage i træningsforsøg, mens mennesker med højere smerteniveauer og handicap måske bliver skræmt væk.

Budskaber, der kan tages med hjem

Det aktuelle studie undersøgte effektiviteten og sikkerheden ved løb til at tackle kronisk LBP hos voksne i alderen 18-45 år. På trods af fraværet af klinisk relevante effekter kunne det være interessant at udforske en uovervåget træningsprotokol, der opnår så klare reduktioner i smerter og handicap inden for gruppen. Sikkerheden blev bekræftet, og de høje niveauer af tilslutning viste, at træningsprotokollerne var gennemførlige. Tilsammen kan det tyde på, at der er potentiale for en intervention med løb til at tackle kronisk LBP. Indtil videre bekræfter denne undersøgelse kun, at kronisk LBP ikke forværres hos personer, der deltager i et sådant løbeprogram. Fremtidige studier kan udforske andre måder at levere interventionen på.

Reference

Neason C, Samanna CL, Tagliaferri SD, Belavý DL, Bowe SJ, Clarkson MJ, Craige EA, Gollan R, Main LC, Miller CT, Mitchell UH, Mundell NL, Scott D, Tait JL, Vincent GE, Owen PJ. Løb er acceptabelt og effektivt hos voksne med uspecifikke kroniske lændesmerter: det randomiserede, kontrollerede forsøg ASTEROID. Br J Sports Med. 2024 okt 7:bjsports-2024-108245. doi: 10.1136/bjsports-2024-108245. Epub forud for trykning. PMID: 39375007.