Introduktion

Løberelaterede skader forekommer hyppigt hos erfarne og uerfarne løbere, oftest i underekstremiteterne. De positive effekter af at deltage i løb bør tages op, da fordelene ved løb for hele kroppen er tydelige. For at minimere de negative virkninger af løb (skader) er det afgørende at forstå, både fra et trænings- og rehabiliteringsperspektiv, hvad der sker i underekstremiteterne under en løbetur. I denne undersøgelse så forfatterne på indflydelsen af forskellige typer løbeprotokoller på tre hyppigt skadede kropsregioner. Oplysningerne fra denne analyse kan hjælpe med at styre træningsplanlægning og genoptræning.

Metoder

Dette studie undersøgte 19 raske deltagere, som var skadesfri og vant til at løbe på løbebånd. De var kvalificerede, hvis de var mellem 18 og 45 år, havde et BMI på <26 kg/m2 og ikke var kommet til skade inden for de seneste 3 måneder.

De blev inviteret til at deltage i en testsession, hvor de gennemførte forskellige korte løbeture på et minut, mens deres data blev indsamlet. Der blev placeret retroreflekterende markører 26 steder. Jordreaktionskræfterne og underkroppens og overkroppens kinematik blev registreret.

Først gennemførte deltagerne et 8-minutters løb ved 2,78 m/s for at blive fortrolige med løbebåndet. Derefter løb de 4 minutter med 3,33 m/s for at finde deres foretrukne skridtfrekvens. De gennemførte flere 1-minuts løb ved forskellige hastigheder og op- eller ned ad bakke. Rækkefølgen af kørslerne var tilfældig. Alle hældningskørsler blev udført med en hastighed på 2,78 m/s. Efter de skrånende løb løb deltagerne med 3,33 m/s med deres foretrukne skridtfrekvens. Derefter blev de bedt om at løbe med en højere skridtfrekvens (+10 skridt pr. minut) og en lavere skridtfrekvens (-10 skridt pr. minut) ved at følge takten i en metronom.

Ved hjælp af data fra de retroreflekterende markører blev der konstrueret en muskuloskeletal model, der indeholdt 22 kropssegmenter, 37 frihedsgrader og 80 muskler. Modellen blev tilpasset den enkelte deltagers kropssammensætning.

Ud fra disse oplysninger blev belastningerne og skaderne på patellofemoralleddet, skinnebenet og akillessenen bestemt. Da mængden af skader på vævet afhænger af belastningens varighed, størrelse og hyppighed, tog analysen højde for følgende forskellige belastningsparametre, som blev beregnet.

• Spidsbelastning pr. trin: Afspejler den maksimale belastning (på patellofemoral-leddet og skinnebenet) eller belastning (på akillessenen) pr. trin.
  • Udtrykket "peak stress" eller "strain" i denne artikel henviser til det højeste niveau af tryk eller deformation, som vores kropsvæv udsættes for under løb. Det er dybest set den største kraft eller strækning, som vores væv skal bære.
  • Denne spidsbelastning kan give information om den potentielle risiko for skader på vores knogler og sener. Når vi forstår den maksimale stress eller belastning, kan vi bedre forstå, hvor meget vores kropsvæv er belastet, og hvordan det kan påvirke deres sundhed og modstandskraft.
• Loading Impulse: Da mængden af belastning afhænger af belastningens varighed, blev belastningsimpulsen beregnet ud fra stress eller strain i løbet af en gangcyklus.
• Vægtet impuls: Spænding eller belastning hævet til en empirisk afledt eksponent, da forholdet mellem belastning og skade er ulineært.
  • Den vægtede impuls tager højde for forskellige vævs sårbarhed over for skade og giver passende vægte. Det betyder, at væv, der er mere modtagelige for skader, får større vægt i beregningen.
• Kumulativ impuls: Multiplicer stress- eller strain-impulsen med antallet af skridt pr. kilometer for at tage højde for belastningsfrekvensen.

Resultater

De inkluderede deltagere var 10 mænd og 9 kvinder med en gennemsnitsalder på 23,6 år. De var i gennemsnit 174 cm høje og vejede 67,2 kg.

Da de forskellige køreforhold blev undersøgt, fik man følgende resultater.

1. Øget hastighed
   • Øge den maksimale belastning af skinneben og patellofemoral led og akillessenen
   • Reducerer impulsen fra skinnebenet og akillessenen
   • Impulsen ved det patellofemorale led forbliver uændret
2. Forøgelse af løbebåndets hældning (mere op ad bakke)
   • Reducerer den maksimale belastning af det patellofemorale led
   • Øger den maksimale belastning af skinnebenet og den maksimale belastning af akillessenen
   • Reducerer den patellofemorale ledimpuls
   • Øger impulsen ved skinnebenet og akillessenen
3. Reducering af løbebåndets hældning (mere ned ad bakke)
   • Forøg den maksimale belastning og impuls på patellofemoral led og skinneben
   • Reducerer den maksimale belastning og impuls på akillessenen
4. Stigninger i trinfrekvensen
   • Reducerer spidsbelastning, tøjning og impuls på alle tre steder

Da løb består af et stort antal skridt under hver løbetur, beregnede forfatterne den kumulative belastning og den kumulative vægtede impuls ud fra stress- og belastningsimpulserne over det samlede antal skridt, der blev taget.

Effekten af højere løbehastigheder:

• Øget løbehastighed reducerede den kumulative belastningsimpuls i patellofemoralleddet og skinnebenet og den kumulative belastningsimpuls i akillessenen.
• Øget løbehastighed øgede imidlertid den kumulative vægtede impuls ved patellofemoral-leddet

Hældningseffekter:

• Når man løber stejlt op ad bakke, mindskes den patellofemorale kumulative stressimpuls og den vægtede impuls, men både tibia- og akillessenens kumulative stress- og belastningsimpulser og vægtede impulser øges.
• At løbe mere ned ad bakke øgede patellofemorale og tibiale kumulative stressimpulser og vægtede impulser, men mindskede akillessenens kumulative belastningsimpuls og vægtede impuls.

Trinfrekvens-effekter:

• Når skridtfrekvensen blev øget, førte det til et fald i den kumulative stress og belastningsvægtede impuls i patellofemoralleddet og akillessenen, men ikke for skinnebenet.

Spørgsmål og tanker

Forfatterne ønskede at beregne mængden af skader, som vævet oplever på grund af belastningens varighed, størrelse og hyppighed. Selvom det er interessant at vide, handler artiklen kun om de skader, som løb kan medføre på patellofemoralleddet, skinnebenet og akillessenen. Den tager ikke højde for nødvendigheden af at belaste led og strukturer for at forblive sunde. Derfor er de beskyttende effekter, som løb kan have på disse væv, blevet overset. Selv om jeg sagtens kan forstå nødvendigheden af at vide, hvad løbebelastninger kan gøre ved vores led, gik forfatterne glip af muligheden for at forklare, hvad vi skal gøre for at beskytte vores led. Det er det, jeg vil prøve at gøre for dig.

• En person med akillesseneproblemer kan finde lindring ved at løbe langsommere, løbe mere ned ad bakke eller undgå at løbe op ad bakke eller ved at øge skridtfrekvensen.
• I tilfælde af patellofemorale ledproblemer kan langsommere løb, neutralt løb eller løb op ad bakke eller øget skridtfrekvens være den bedste løsning.
• Ved skinnebensproblemer er det en god løsning at løbe langsommere, løbe på mere flade overflader og øge skridtfrekvensen.

Men handler det hele om skader?

Selvom løb ofte betragtes som en sport med stor belastning, der kan skade leddenes sundhed, er der beviser for, at det kan hjælpe med at beskytte leddene, når det udføres korrekt og med god biomekanik. Løb kan forbedre leddenes sundhed ved at fremme positive tilpasninger, øge brusksyntesen og bevare leddenes integritet, hvilket potentielt kan mindske risikoen for skader og degenerative lidelser.

Resultaterne af denne undersøgelse hjælper os med at forstå, hvad der sker med skinnebenet, det patellofemorale led og akillessenen. Ud fra de forskellige muligheder (hastighed, hældning og trinfrekvens) kan vi forstå, hvordan vi bedst tilpasser løbet, hvis der opstår problemer.

Tal nørdet til mig

Denne undersøgelse blev udført i en lille stikprøve og omfattede kun 19 deltagere. Disse mennesker havde ingen skader eller problemer med deres akillessener, skinneben eller patellofemorale led, og det kan betyde, at resultaterne kan være forskellige fra mennesker, der lider af smerter eller muskuloskeletale tilstande i disse kropsregioner.

Ved at lave en muskuloskeletal model for at estimere kræfter og belastninger på tværs af kropsregionerne var forfatterne i stand til at bruge en meget moderne tilgang til at beregne disse dynamiske 3D-bevægelser. Men modellen kræver også antagelser om f.eks. den maksimale muskelkraft, og derfor forbliver den et skøn.

Løb blev vurderet på et løbebånd, hvilket kan være anderledes end udendørs løb. Hastighederne var i den høje ende til rekreative formål, da den laveste hastighed allerede var på 10 km/t, og den hurtigste hastighed var 18 km/t. Forfatterne antydede, at disse hastigheder var for krævende for mange løbere. Det kan muligvis have påvirket resultaterne.

Tag budskaber med hjem

Denne model bestemte belastningerne på akillessenen, skinnebenet og det patellofemorale led. Disse steder blev valgt, fordi de hyppigst involverer løberelaterede skader i underekstremiteterne. At forstå, hvordan forskellige løbeforhold påvirker belastning og skader på almindelige skadessteder, giver værdifuld indsigt for fysioterapeuter. Ved at manipulere med løbehastighed, overfladegradient og kadence kan klinikere skræddersy rehabiliteringsprogrammer for at reducere belastningen og forebygge løberelaterede skader effektivt.

Reference

Van Hooren B, van Rengs L, Meijer K. Per-step og kumulativ belastning på tre almindelige steder med løbeskade: Effekten af hastighed, overfladegradient og kadence. Scand J Med Sci Sports. 2024 Feb;34(2):e14570. doi: 10.1111/sms.14570. PMID: 38389144. 

Relateret forskning

https://app.physiotutors.com/research-reviews/preventing-running-related-injuries/