Introduktion

Løb er fortsat en af de mest tilgængelige og udbredte former for fysisk aktivitet på verdensplan. På trods af fremskridt inden for overvågningsteknologi, herunder den udbredte brug af GPS wearables til at spore træningsbelastning, er forekomsten af løberelaterede skader ikke faldet. Skader er fortsat den primære faktor, der får folk til at holde op med at løbe, hvilket understreger vigtigheden af at forstå de mekanismer, der ligger til grund for disse tilstande.

Traditionelt er træningsbelastningen blevet vurderet inden for en ugentlig ramme, oftest ved hjælp af Acute:Chronic Workload Ratio (ACWR), som beregnes ved at sammenligne træningsbelastningen fra den seneste uge med den gennemsnitlige ugentlige belastning fra den foregående måned. Traditionelle modeller for arbejdsbelastning indfanger måske ikke de mest effektive strategier til forebyggelse af løbeskader hvis man antager, at overdrevne stigninger i belastningen i løbet af en uge disponerer atleter for overbelastningsskader. Nye beviser tyder dog på, at perioden med sårbarhed ved løb kan være betydeligt kortere. Specifikt synes pludselige stigninger i løbedistancen inden for et enkelt træningspas at spille en kritisk rolle i udviklingen af skader.

Dette eksplorative studie introducerer et potentielt paradigmeskift: at gå fra en ugentlig til en enkelt session-model for at forstå træningsbelastning og skadesrisiko hos løbere. En sådan ramme kan give fysioterapeuter mere præcise værktøjer til forebyggelse af løbeskader vejledning i belastningsstyring og genoptræning i klinisk praksis. 

Metoder 

Dette langsgående eksplorative studie brugte data fra Garmin-RUNSAFE Running Health-studiet med en 18-måneders opfølgningsperiode (juli 2019 til januar 2021). Indskrivning fandt sted mellem juli og december 2019. Undersøgelsen blev rapporteret i overensstemmelse med STROBE-retningslinjerne for observationsstudier, og den statistiske analyse, fortolkning og rapportering blev verificeret ved hjælp af CHAMP-tjeklisten.

Løbere blev rekrutteret gennem nyhedsbreve fra Garmin, europæiske løbeklubber og magasiner. De, der gav deres samtykke og udfyldte spørgeskemaerne, blev taget med i undersøgelsen.

Inklusionskriterier:

1. Brug af en Garmin GPS-enhed med data uploadet via Garmin Connect-appen.
2. Villighed til at udfylde ugentlige spørgeskemaer om skadesstatus og anatomisk placering.

Udelukkelseskriterier:

1. Tilstedeværelse af et muskuloskeletalt problem ved baseline.
2. Manglende udfyldelse af baseline eller ugentlige spørgeskemaer.
3. Ingen registreret løbeaktivitet.
4. Rapportering af en skade under opfølgning uden at specificere, om den var traumatisk eller repetitiv.
5. Mere end 10 dage mellem en selvrapporteret skade og den sidst registrerede løbetræning.
6. Kun løbesessioner under eller over de foruddefinerede distancer (under 500 m eller over 100 km).

Fremgangsmåde 

Baseline-spørgeskemaer indsamlede demografiske data (alder, køn, højde, vægt), løbeerfaring og tidligere skader. Ugentlige spørgeskemaer registrerede skadesstatus og anatomisk placering af problemer. Løbeaktivitetsdata, herunder distance pr. session, blev automatisk registreret ved hjælp af Garmin GPS-aktiverede enheder og overført via Garmin Connect-appen. Gennem et API-baseret system (Health API) blev disse data overført sikkert til Aarhus Universitets servere og RUNSAFE-forskningsgruppen.

Eksponering

Undersøgelsen målte primært eksponeringen som forholdet mellem distancen i en given løbesession og den længste session, der var gennemført i de foregående 30 dage. Dette forhold afspejlede, hvor meget en løber overskred eller underskred sit tidligere maksimum. Hvis man f.eks. løb 12 km efter et tidligere maksimum på 8 km, svarede det til en ratio på 1,5 (en stigning på 50 %).

For bedre at kunne indfange skadesrisikoen blev relative ændringer klassificeret som følger:

1. Regression eller ≤10% stigning (reference)
2. Lille stigning (>10-30% stigning)
3. Moderat stigning (>30-100% stigning
4. Stor spids (>100 % stigning, dvs. fordobling af afstand)
5. Ikke muligt (NP) - hvis der ikke fandtes en forudgående referencesession

Ud over ændringer i de enkelte sessioner blev der også beregnet traditionelle mål for arbejdsbyrden:

• Forholdet mellem akut og kronisk arbejdsbyrde (ACWR): 1 uges samlet distance ÷ gennemsnit af de foregående 3 uger.
• Uge-til-uge-forhold: 1 uges samlede distance ÷ forrige uges samlede distance.

De samme cut-offs (10 %, 30 %, 100 %) blev anvendt til at kategorisere spikes i begge modeller.

Det primære resultat var den første selvrapporterede løberelaterede overbelastningsskade. Traumatiske skader (f.eks. fra fald eller vrid) blev behandlet som konkurrerende risici.

Resultater 

Skadestatus blev vurderet ugentligt via automatiserede spørgeskemaer. Løbere klassificerede sig selv som:

1. Skadesfri
2. Uskadet, men med problemer (smerte/irritation uden at reducere løb)
3. Skadet (smerte/irritation ved reduceret løbemængde, -intensitet eller -hyppighed)

Til analysen blev kun løbere, der klassificerede sig selv som skadede (kategori 3), anset for at have nået resultatet. Hver deltager blev desuden bedt om at angive, om skaden skyldtes overbelastning (ikke-traumatisk) eller traumatiske årsager. Når en skade ikke blev rapporteret på den nøjagtige dag for en løbesession, blev den i stedet knyttet til den seneste session, der blev gennemført inden for de foregående 10 dage, mens eventuelle skader, der blev rapporteret mere end 10 dage efter den seneste session, blev udelukket. Denne definition af udfald var i overensstemmelse med Running Injury Consensus Statement og spørgeskemaet fra Oslo Trauma Research Center.

Forvirrende variabler 

Undersøgelsen behandlede potentiel forvirring ved hjælp af en rettet acyklisk graf (DAG) for at visualisere kausale antagelser. De inkluderede confounders var tidligere løberelaterede problemer, body mass index (BMI), køn, alder og antal års løbeerfaring. Tidligere problemer blev taget i betragtning, fordi de er en veletableret risikofaktor for fremtidige skader og kan påvirke løbedistancen. Kønsforskelle er blevet forbundet med variationer i skadesrisiko, intensitet og varighed af løb. Et højere BMI øger den mekaniske belastning på bevægeapparatet og har konsekvent været forbundet med en forhøjet skadesrisiko. Alder og løbeerfaring blev også medtaget i betragtning af deres etablerede sammenhæng med skadesudvikling. Det store antal skader i datasættet sikrede tilstrækkelig statistisk styrke til at tage højde for disse variabler.

Statistiske analyser vil blive diskuteret yderligere i afsnittet Talk nerdy to me. 

Resultater

Undersøgelsen omfattede 5205 løbere, hvoraf de fleste var fra Europa og Nordamerika. Størstedelen var mænd (77,9 %) med en gennemsnitsalder på 45,8 år og et gennemsnitligt BMI på 24,2 kg/m². Deltagerne havde i gennemsnit næsten ti års løbeerfaring og blev fulgt i en median på 80 løbesessioner, hvilket svarer til mere end en halv million sessioner i alt.

I løbet af observationsperioden rapporterede 35 % af løberne om en løberelateret skade. Blandt disse blev 72 % klassificeret som overbelastningsskader og 28 % som traumatiske skader. Skaderne blev typisk rapporteret enten samme dag som løbeturen eller inden for en til to dage efter. Efter 200 træningspas havde ca. 30,5 % af løberne oplevet en overbelastningsskade og 12 % en traumatisk skade.

Hovedresultatet af analysen var, at pludselige stigninger i den tilbagelagte distance i løbet af en enkelt løbesession var klart forbundet med en højere risiko for overbelastningsskader. Sammenlignet med gradvise stigninger på 10 % eller mindre steg risikoen betydeligt afhængigt af stigningens størrelse:

• Lille stigning: risikoen steg med 64% (HRR = 1,64)
• Moderat stigning: risikoen steg med 52 % (HRR = 1,52)
• Stor stigning: risiko mere end fordoblet (HRR = 2,28)

Når den ugentlige træningsmængde blev vurderet ved hjælp af forholdet mellem akut og kronisk arbejdsbelastning (ACWR), virkede stigninger i løbebelastningen derimod beskyttende og var forbundet med en lavere risiko for skader. Men når ændring fra uge til uge blev brugt som målestok, blev der ikke fundet nogen signifikant sammenhæng med skadesrisikoen.

Følgelig bekræftede følsomhedsanalyser med alternative resultatdefinitioner og cut-offs, at stigninger i løbedistancen i en enkelt session konsekvent øgede risikoen for løberelaterede skader. Selv relativt små stigninger, fra 1 % til 10 % over tidligere distancer, var forbundet med højere skadesfrekvenser.

Spørgsmål og tanker

Det er interessant, at forbindelsen mellem spidsbelastninger og skadesrisiko ikke følger en simpel lineær tendens. Små stigninger var forbundet med en 64 % højere skadesrisiko, moderate stigninger med en 52 % stigning og store stigninger med en 128 % stigning. Selvom dette ikke-lineære forhold stadig kan diskuteres - noget, der behandles i det følgende afsnit - fremhæver resultaterne stadig værdien af en gradvis tilgang til træningsprogression. Efter et 10 km-løb anses det f.eks. generelt for sikkert at øge næste træningspas med højst 10 % (ca. 1 km), mens større spring øger risikoen for skader betydeligt. Da distanceløbere ofte varierer deres ugentlige træning ved at blande lange, lavintensive træningspas med kortere, højintensive træningspas (f.eks. intervaller), er det måske ikke meningsfuldt at overvåge ændringer fra træningspas til træningspas. I denne sammenhæng kunne forholdet mellem akut og kronisk arbejdsbelastning (ACWR) være et mere passende mål for forebyggelse af løbeskader. forebyggelse af løbeskader.

Fysioterapeuter bør erkende, at træningsdistancen kun er én af mange faktorer, der påvirker forebyggelsen af løbeskader. Mens undersøgelsen tog højde for variabler som BMI og køn (hvor BMI stadig er særligt omdiskuteret i forhold til skader), var andre potentielle forstyrrende faktorer - især biomekaniske faktorer - ikke inkluderet. Det er vigtigt, fordi et review ikke fandt nogen konsistente biomekaniske risikofaktorer, sandsynligvis på grund af heterogen studiekvalitet og uspecifikke skadesdefinitioner, mens et andet review identificerede skadespecifikke biomekaniske sammenhænge hos langdistanceløbere. Endelig giver denne artikelgennemgang praktisk indsigt i biomekaniske risikofaktorer, der er relevante for at forebygge løberelaterede skader.

Man kunne forvente, at forholdet mellem løbedistance og skadesrisiko ville følge et lineært mønster, hvor større stigninger i distancen fører til proportionelt højere skadesrisiko. Dette blev dog ikke tydeligt observeret i denne undersøgelse, sandsynligvis fordi ikke alle relevante skadesrelaterede faktorer blev kontrolleret. Der blev især ikke taget fuldt hensyn til eksterne belastningsvariabler: Højdeændringer, løbeoverflade, eksponering for op- eller ned ad bakke, kadence, skridtlængde og fodtøj kunne alle have påvirket resultaterne. For en bredere oversigt over, hvordan risikoen for løbeskader kan vurderes, se denne gennemgang af studierne

Endelig bør nogle metodologiske begrænsninger overvejes. Deltagerne blev rekrutteret gennem Garmin Newsletter, en undergruppe af løbere, som måske ikke afspejler den generelle løbepopulation, da de sandsynligvis er mere informerede om træningsbelastning, løbeskader forebyggelseog optimering af præstationer. Desuden kan kategoriseringen af symptomer - f.eks. etiketten "uskadet, men med problemer" - have været forvirrende og have medført bias.

Tal nørdet til mig 

Da dette var et eksplorativt studie, beregnede forfatterne ikke en nødvendig stikprøvestørrelse eller statistisk styrke på forhånd. Ændringer i løbedistancen blev udtrykt som forholdstal (baseret på antal kilometer), men analysen brugte løbesessioner som tidsenhed.

For at modellere forholdet mellem træningsbelastning og skade anvendte de en Cox-regressionsmodel med flere tilstande. I denne ramme kunne løberne bevæge sig mellem de fem "eksponeringstilstande" (som defineret i eksponeringsafsnittet), indtil de oplevede en skade. Når der opstod en skade - uanset om det var den primære skade eller en anden konkurrerende skade - gik løberen ind i en endelig tilstand, hvorfra de ikke kunne vende tilbage, og deres opfølgning sluttede der.

De testede, om modellens antagelser (proportional hazard rate) holdt stik ved hjælp af statistisk diagnostik (log-log-plots og Grambsch- og Therneau-testen). For at forbedre modelstabiliteten blev ekstreme datapunkter (sessioner med usandsynlige afstandsændringer, f.eks. > 900 %) udelukket.

Da der ikke blev foretaget nogen styrkeberegning, og ekstreme data blev udelukket, skal resultaterne fortolkes som udforskende og hypotesegenererende snarere end endelige. Multistate Cox-modellen er en robust metode til time-to-event-analyse med konkurrerende risici, men fraværet af fuld kontrol for alle confoundere og det eksplorative design begrænser styrken af de kausale slutninger, der kan drages.

Budskaber, der kan tages med hjem

• Spidsbelastninger i en enkelt session betyder mere end ugentlig belastning: Denne undersøgelse foreslår, at man gentænker strategier til forebyggelse af løbeskader ved at fokusere på stigninger pr. session i stedet for ugentlige totaler. Pludselige stigninger i løbedistancen i løbet af en enkelt session er stærkt forbundet med en højere risiko for overbelastningsskader.

• Ugentlige arbejdsmængder kan være misvisende: Traditionelle mål som Acute:Chronic Workload Ratio (ACWR) kunne ikke pålideligt forudsige skadesrisikoen i dette studie. Det tyder på, at hvis man kun fokuserer på ugentlige totaler, kan man overse de mere umiddelbare risici, der er forbundet med "for meget, for tidligt" i en enkelt løbetur.
• Gradvis progression er sikrest: Når du forbereder klienter på distancemål (f.eks. 10 km, halvmaraton), skal du råde dem til at øge kilometertallet pr. session med ~1 km ad gangen i stedet for at lave store spring. Denne konservative tilgang stemmer bedre overens med forebyggelse af løbeskader evidens.
• Individuelle risikofaktorer betyder stadig noget: Faktorer som tidligere skader, BMI, alder og køn har alle indflydelse på skadesrisikoen. Selv om træningsbelastningen er vigtig, bør fysioterapeuter foretage en helhedsvurdering, der omfatter disse personlige karakteristika.
• Biomekaniske og eksterne belastningsvariabler er fortsat underbelyst: Løbeunderlag, eksponering op/ned ad bakke, fodtøj, kadence og skridtlængde blev ikke behandlet i dette studie, men kan bidrage væsentligt til skadesrisikoen. Klinikere bør fortsætte med at overvåge og justere disse faktorer i praksis.
• Oplys patienter om timing af skader: Mange overbelastningsskader opstod inden for 1-2 dage efter "spike run". At vejlede løbere til ikke kun at registrere, hvor langt de løber, men også hvordan deres krop har det i dagene efter, er et praktisk forebyggelsesværktøj.
• Brug resultaterne som vejledning, ikke som strenge regler: Da dette var et eksplorativt studie, er resultaterne hypotesegenererende. Fysioterapeuter bør kombinere disse indsigter med klinisk ekspertise og patientkontekst i stedet for at anvende dem som stive tærskler.

Dette Physiotutors kliniske kursus vil hjælpe dig med at forbedre dine færdigheder i Løberehabilitering og optimere patienternes resultater.

Reference

Schuster Brandt Frandsen J, Hulme A, Parner ET, et alHvor meget løb er for meget? Identificering af højrisikoløb i et kohortestudie med 5200 personerBritisk tidsskrift for sportsmedicin 2025;59:1203-1210.