Introduktion

Selv om effekten af styrketræning mod slidgigt er anerkendt i led som knæ og hofte, er der langt mindre opmærksomhed på mindre led som hånden. Slidgigt i hånden er almindeligt hos ældre mennesker og kan give symptomer som smerter, stivhed og kraftnedsættelse, hvilket kan vanskeliggøre de daglige aktiviteter. Forsøg, der undersøger slidgigt i større led som f.eks. knæet, peger specifikt på styrketræning som førstevalgsbehandling. En nylig metaanalyse af Goh et al. (2019) viste, at højintensiv styrketræning havde en stor effekt i forhold til at reducere smerter sammenlignet med lavintensive øvelser. Desværre kan frygten for opblussen forhindre, at højintensiv udholdenhedstræning bliver brugt som førstevalgsbehandling. Træning med begrænsning af blodgennemstrømningen kan være et alternativ til højintensiv styrketræning, da øvelserne har en lav belastning, men kan give en betydelig styrkeforøgelse og fremkalde mindre smerte under træningen. Der er ikke megen evidens for modstandstræning i forbindelse med slidgigt i hånden, og for at udfylde dette hul blev dette gennemførlighedsforsøg gennemført for at bane vejen for yderligere forskning.

Metoder

Et enkeltblindet 3-armet randomiseret kontrolleret gennemførlighedsforsøg blev sat i gang, hvor man sammenlignede rådgivning plus 6 ugers højintensiv modstandstræning med rådgivning plus 6 ugers blodgennemstrømningsbegrænsende træning med en kontrolgruppe, der kun modtog rådgivning hos personer med håndartrose.

De øvelser, der blev udført i begge træningsgrupper, var isometriske grebs- og knibeøvelser og isotoniske tommelekstensions- og abduktionsbevægelser. Gruppen med højintensiv modstandstræning trænede med 60 % af den maksimale frivillige sammentrækning i de første to uger og med 70 % i uge tre til seks.

I gruppen, der trænede for at begrænse blodgennemstrømningen, blev de samme øvelser udført, men med en lavere intensitet på 30 % af den maksimale frivillige sammentrækning i de første to uger og 40 % i uge 3-6. Under træningen bar deltagerne en blodtryksmanchet (bredde: 13,5 cm, længde 53 cm) på deres træningsarm. Det tryk, der blev leveret til armen, blev individualiseret ved hver session og blev indstillet til 50 % af deltagernes arterielle okklusion.

Med hensyn til træningsprogressionen udførte både grupperne med blodgennemstrømningsbegrænsning og højintensiv modstandstræning to sæt af hver øvelse i løbet af den første uge, tre sæt i uge to til fire og fire sæt i uge fem og seks. Deltagerne i gruppen, der begrænsede blodgennemstrømningen, udførte 30 gentagelser i det første sæt og 15 gentagelser i de følgende sæt. Højintensitetsgruppen udførte 10 gentagelser i hvert sæt.

Deltagerne i hver gruppe og i kontrolgruppen fik rådgivning i form af en brochure, der beskrev definitionen og årsagen til slidgigt, advarselstegn, diagnose og behandlingsmuligheder.

Resultater

Nioghalvtreds deltagere blev inkluderet og fordelt tilfældigt på de tre grupper. Resultaterne viser, at selv om de var foreløbige, var tilslutningen til behandlingssessionerne god, med 78 % i højintensitetsgruppen og 89 % i gruppen, der begrænsede blodgennemstrømningen. Der var ingen forskel i træningsfremkaldt smerte, og smerteniveauet var lavt (median NRS 0/10 i begge grupper). Opblussen efter behandlingen var lav og forekom i 1,6 % og 4 % af træningssessionerne i henholdsvis blodgennemstrømningsbegrænsningsgruppen og højintensitetsgruppen. Der var kun én utilsigtet hændelse i gruppen med højintensiv styrketræning, hvor en deltager trak sig ud af undersøgelsen efter den første træningssession på grund af for store smerter. I gruppen med blodgennemstrømningsbegrænsning blev der ikke observeret en eneste uønsket hændelse.

I træningsgrupperne viste det sig, at flere deltagere reagerede på behandlingen sammenlignet med kontrolgruppen, der kun fik rådgivning, selvom dette ikke var statistisk signifikant for højintensitetsgruppen. En respondent blev defineret som:

"en patient, der rapporterer forbedring fra baseline i smerte eller funktion ≥ 50 % og en absolut ændring på ≥ 2 ud af 10 point (≥ 20 ud af 100 point for FIHOA), eller forbedring i mindst to af følgende kriterier: reduktion i smerte ≥ 20 % og absolut ændring ≥ 1 ud af 10 point, funktionel forbedring ≥ 20 % og absolut ændring ≥ 10 ud af 100 point, forbedring i patientens globale vurdering ≥ 20 % og absolut ændring ≥ 1 ud af 10 point."

FIHOA blev valgt til at beregne antallet af respondenter, fordi den er specielt udviklet til OA i hånden.

Det antal, der skulle til for at reagere på behandlingen, var lavt: 2 i gruppen med blodgennemstrømningsbegrænsning og 4 i gruppen med høj intensitet. Oddsratioerne i nedenstående tabel viser, at sammenlignet med kontrolgruppen var der større sandsynlighed for, at folk havde gavn af blodgennemstrømningsmodstandsøvelserne end folk, der kun havde gavn af at modtage rådgivning. Det samme gælder for højintensiv udholdenhedstræning, selvom 95 % konfidensintervallet her afslører, at denne odds ratio ikke er signifikant.

Smerter blev også forbedret med en klinisk meningsfuld forskel i begge træningsgrupper, men ikke i gruppen, der kun fik rådgivning. I gruppen, der begrænsede blodgennemstrømningen, blev smerterne forbedret i højere grad (-2,3 vs. -1,8). Der blev ikke fundet nogen klinisk meningsfulde forbedringer med hensyn til grebsstyrke. Begge træningsgrupper forbedrede sig med ca. 10 %. En forbedring på 20 % er blevet anset for at være klinisk relevant i tidligere undersøgelser.

I forhold til spørgeskemaerne var det kun i gruppen med højintensiv styrketræning, at der blev observeret en klinisk relevant ændring i Patient Specific Functional Scale (PSFS) med en gennemsnitlig ændring på 2,8 point. Der var ingen vigtige forskelle i DASH- og FIHOA-spørgeskemaerne.

Spørgsmål og tanker

"FIHOA blev valgt til at beregne antallet af respondenter, fordi den er specielt udviklet til hånd-OA." Resultaterne viser dog, at der ikke var nogen statistisk signifikante fund og dermed ingen klinisk vigtige ændringer i FIHOA. Derfor er det stadig uklart, hvordan antallet af respondenter blev beregnet.

Dette feasibility-studie viste forbedringer i grebsstyrke, som var signifikante, men som ikke nåede op på den tærskel på 20 %, som tidligere studier har foreslået, for at blive betragtet som klinisk relevant. Men denne stigning i grebsstyrke på 10 % kan være lovende, når man ved, at den blev opnået på kun 6 uger hos personer omkring 70 år. Demografien viste, at de i gennemsnit havde haft smerter i 5-10 år. Selvfølgelig giver dette forsøg ikke klare svar, da det kun er et feasibility-studie. Men den giver en vigtig retning for fremtidig forskning, og nogle af principperne kan være nyttige for klinisk praksis. Du kan f.eks. motivere din patient med oplysninger om, at selv i dette lille forsøg og den ældre befolkning kan man efter 6 ugers styrketræning for håndartrose allerede forvente en stigning på 10 % i grebsstyrken - som er vigtig for mange ældre i deres daglige liv. Sammen med dette kan du indikere, at selv når der er smerter i længere tid, tyder dette forsøg på, at det ikke påvirker resultaterne. At sprede disse positive budskaber kan være med til at motivere din patient til at deltage i styrketræning mod håndartrose.

Tal nørdet til mig

Dette feasibility-studie blev rapporteret i henhold til CONSORT-retningslinjerne og var forhåndsregistreret, som det skulle være. En intention-to-treat-tilgang blev brugt til at analysere resultaterne. Bedømmerne var blinde for gruppeinddelingen. Deltagerne blev stratificeret i henhold til deres baseline-grebsstyrke, og det førte til en ensartet gennemsnitlig grebsstyrke ved baseline på tværs af grupperne.

Med hensyn til udholdenhedstræning fulgte træningsrecepterne anbefalingerne fra American College of Sports Medicine. Denne undersøgelse var den første, der implementerede blodgennemstrømningsbegrænsende træning i modstandstræning for slidgigt i hånden hos symptomatiske personer, og den viste lovende resultater, som bør udforskes yderligere.

Et meget lovende aspekt er, at kun 2 deltagere trak sig ud af undersøgelsen, den ene af personlige årsager og den anden på grund af for store smerter. Resultaterne viste dog, at træningsinduceret smerte var næsten ikke-eksisterende og ikke førte til opblussen af smerte. Så det ser ud til, at styrketræning for slidgigt i hånden er muligt og ikke nødvendigvis fører til øgede smerter.

Tag budskaber med hjem

Hvad kan vi lære af disse foreløbige resultater? I afventning af resultaterne fra det robuste randomiserede kontrollerede forsøg lærer dette studie os, at vi ikke behøver at frygte modstandstræning for slidgigt i hænderne, da det ikke fører til opblussen af smerter og kan hjælpe med at reducere smerter hos ældre mennesker. Grebsstyrken blev ikke forbedret til et klinisk meningsfuldt niveau, men modstandstræning i længere perioder end 6 uger kan potentielt være nødvendig og lovende, da dette 6-ugers forsøg allerede viste forbedringer på 10 %. Begrænsning af blodgennemstrømningen og modstandstræning for slidgigt i hånden, som blev undersøgt for første gang i denne population, virker lovende og gennemførligt.

Reference

Magni, N., McNair, P., & Rice, D. (2022). Seks ugers styrketræning (plus rådgivning) vs. kun rådgivning ved håndartrose: Et enkeltblindet, randomiseret, kontrolleret gennemførlighedsforsøg. Muskuloskeletal videnskab og praksis, 57, 102491.