Introduktion

Hjerterehabilitering for at forbedre funktionsevnen er afgørende for at påvirke den kliniske udvikling af akut koronarsyndrom, som er relateret til pludselig, reduceret blodgennemstrømning til hjertet. Med 17,9 millioner registrerede tilfælde af akut koronarsyndrom i 2019 er det en af verdens største dødsårsager. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har slået til lyd for multifaktorielle interventioner. Den anbefalede tilgang har været at kombinere aerob træning for at forbedre de kardiovaskulære og kardiopulmonale resultater med modstandstræning for at forbedre styrken. På det seneste har neuromuskulær træning, der omfatter sportsspecifik og grundlæggende træning, herunder udholdenhed, balance, kernestyrke, dynamisk stabilitet, smidighed og plyometri, vist gavnlige effekter på hjerte-lungeresultater i en bred befolkning, herunder atleter, unge og voksne med kroniske lidelser. Denne træningsmetode er dog ikke blevet evalueret hos patienter med hjerte-kar-sygdomme, der har symptomer på akut koronarsyndrom. Dette studie undersøgte derfor neuromuskulær træning som en del af hjerterehabilitering ved akut koronarsyndrom.

Metoder

For at undersøge den bedste type hjerterehabilitering ved akut koronarsyndrom blev neuromuskulær træning og klassisk styrketræning sammenlignet. Denne undersøgelse gennemførte et randomiseret, dobbeltblindt, parallelt klinisk forsøg på en universitetsklinik i Spanien.

Kvalificerede patienter blev diagnosticeret med akut koronarsyndrom, var mellem 18 og 80 år og havde moderat eller lav hjerterisiko baseret på kardiopulmonal træningstest (CPET).

Patienter med diagnosen ACS blev rekrutteret, idet de opfyldte inklusionskriterierne om at være mellem 18-80 år med moderat eller lav hjerterisiko, baseret på kardiopulmonal træningstest (CPET) og retningslinjerne fra American Heart Association.

Deltagerne blev tilfældigt fordelt til en af to grupper: interventionsgruppen, der udførte neuromuskulær træning, eller kontrolgruppen, der blev tildelt klassisk styrketræning. Personerne i begge grupper deltog i 20 sessioner (to gange om ugen) af et 60 minutters træningsprogram baseret på FITT-VP-modellen (Frequency, Intensity, Time, Type, Volume, Progression) fra American College of Sports Medicine (ACSM). Sessionerne fulgte følgende struktur:

• Opvarmning: 10 minutter
• Udholdenhedstræning: 20 minutter, enten på et løbebånd eller et cykelergometer. Der blev udført kontinuerlig træning eller intervaltræning baseret på hver deltagers risikoprofil.
• Modstandstræning: 20 minutter
  • Neuromuskulær træningsgruppe: Øvelser, der sigter mod at forbedre stabilisering af overkroppen, bevægelsesmønstre, dissociation af overekstremiteterne fra overkroppen og dynamisk kontrol af hofte- og knæbevægelser.
  • Klassisk styrketræningsgruppe: Generel styrketræning rettet mod større muskelgrupper, hvor man går fra øvelser med åben kæde til øvelser med lukket kæde.
• Nedkøling og udstrækning: 10 minutter Patienternes hjertefrekvens og iltmætning blev overvåget kontinuerligt under hele træningen. Blodtrykket blev målt i begyndelsen af træningen, efter udholdenhedstræningen og efter styrketræningen. På samme måde blev den oplevede anstrengelse vurderet ved hjælp af Borg-skalaen i begyndelsen af sessionen og efter hver træningsfase.

Det primære resultat var Incremental Shuttle Walking Test (ISWT). Det er en test, der bruges til at måle funktionel kapacitet og forudsige VO2 max. Sekundære resultater omfattede Chester Step Test (CST), 30-Second Chair Stand Test (30CST) og styrke i hoftebøjeren ved hjælp af dynamometri. Der blev foretaget vurderinger ved baseline, umiddelbart efter interventionen og ved opfølgningen efter 6 måneder.

Resultater

30 deltagere blev inkluderet og fordelt ligeligt i den neuromuskulære og den klassiske styrketræningsgruppe. Deltagernes gennemsnitsalder var ca. 55 år. Kropsmasseindekset var 31 og 28 i henholdsvis den neuromuskulære og den klassiske styrkegruppe. De havde en normal gennemsnitlig iltmætning ved baseline på 97%.

Resultaterne viser, at den neuromuskulære træningsgruppe forbedrede sig mere end den klassiske styrkegruppe, hvad angår det primære resultat. Der blev fundet en forskel på 155 m til fordel for den neuromuskulære gruppe ved afslutningen af programmet (10 uger). Seks måneder efter forsøgets afslutning var denne forskel 214 meter, også til fordel for de deltagere, der fulgte det neuromuskulære træningsprogram.

De sekundære resultater understøttede delvist resultaterne af den primære analyse. Resultaterne for CST og hoftebøjerens styrke blev markant forbedret i gruppen med neuromuskulær træning. 30-sekunders ståtest viste ingen signifikante forskelle mellem grupperne.

Spørgsmål og tanker

Findes der en bedre træningsform til rehabilitering af patienter med akut koronarsyndrom baseret på resultaterne af dette foreløbige RCT?

Med hensyn til det primære resultat, funktionel kapacitet, målt med ISWT, gav den neuromuskulære træning de bedste resultater. Ifølge Houchen-Wolloff et al. (2015) er den minimale klinisk vigtige forskel (MCID) for ISWT 70 meter. Denne MCID blev etableret i en population, der deltog i hjerterehabilitering. Dette blev fundet hos patienter, der vurderede deres træningstolerance efter programmet som "lidt bedre". Vi vil helst nå et niveau, hvor folk føler sig "bedre" i stedet for "lidt bedre". I samme undersøgelse opnåede folk, der var bedre, en stigning på cirka 85 meter. Med en forskel mellem grupperne på henholdsvis 155 og 214 ved interventionens afslutning og 6 måneder senere virker resultaterne af det aktuelle RCT efter at have fulgt det neuromuskulære program lovende.

Ved baseline var grupperne forskellige med hensyn til deres ISWT-score. Den neuromuskulære gruppe havde en bedre ISWT-score sammenlignet med den klassisk styrkende gruppe. Forfatterne peger på forventningen om, at lavere score ville give mere plads til forbedring i den klassiske gruppe, men det skete ikke i deres forsøg. Ved at nævne dette ønsker de at fremhæve effekten af den neuromuskulære træning. Jeg ser det omvendt. Personerne i interventionsgruppen havde bedre funktionsevne ved baseline sammenlignet med kontrolgruppen. Det betyder, at de sandsynligvis havde bedre mulighed for at forbedre deres funktionsevne endnu mere, da de havde et bedre udgangspunkt. Forskellen ved baseline var cirka 100 meter. Det er allerede mere end de foreslåede 70-85 meter MCID. Efter min mening var deltagerne i den neuromuskulære træningsgruppe derfor bedre i stand til at øge deres funktionelle kapacitet endnu mere. Et velafbalanceret RCT bør bekræfte, om der kan opnås ægte meningsfulde forskelle mellem grupperne til fordel for den neuromuskulære træningsgruppe.

Tal nørdet til mig

Patienterne blev rekrutteret på et privathospital i et tertiært behandlingsmiljø. Du bør tage højde for dette, når du ekstrapolerer disse resultater til din praksis. Der var kun få deltagere med, hvilket kan være en begrænsning, men det er forståeligt, da der er tale om en foreløbig undersøgelse. Konklusionerne skal nu bekræftes i et større forsøg.

Forsøget gav dog vigtige forskelle, idet konfidensintervallerne for det primære resultat var brede, og efter 10 uger var konfidensintervallet bare ikke signifikant, da det krydsede nul. Et bredt konfidensinterval betyder, at nogle mennesker kun fik det lidt bedre, mens andre fik det meget bedre. Nogle har måske derfor ikke oplevet meningsfulde forandringer. Seks måneder efter forsøget var konfidensintervallet signifikant, og den nedre grænse nærmede sig MCID. Alligevel indikerer dette, at nogle mennesker ikke opnåede MCID på 70-85 meter. For en foreløbig undersøgelse med kun 30 deltagere virker resultaterne lovende. Tilgangen til neuromuskulær træning bør nu analyseres i yderligere, større forsøg, før der drages hårde konklusioner. Ideelt set bør der gennemføres en responderanalyse for at forstå, hvem der sandsynligvis vil få det bedre efter et neuromuskulært træningsprogram til rehabilitering ved akut koronarsyndrom.

Tag budskaber med hjem

Dette foreløbige RCT sammenlignede klassisk styrketræning med neuromuskulær træning til genoptræning af funktionel kapacitet ved akut koronarsyndrom. Resultaterne tyder på, at der opnås større fordele hos personer, der følger det neuromuskulære træningsprogram. Resultaterne skal nu bekræftes i større RCT'er. Denne undersøgelse giver os en interessant indikation af, hvordan man kan udforme træningsprogrammer til rehabilitering af patienter med akut koronarsyndrom.

Reference

Valtueña-Gimeno, N., Fabregat-Andrés, Ó., Martinez-Hurtado, I., Martinez-Olmos, F. J., Lluesma-Vidal, M., Arguisuelas, M. D., ... & Ferrer-Sargues, F. (2024). Et hjerterehabiliteringsprogram baseret på neuromuskulær træning forbedrer den funktionelle kapacitet hos patienter med akut koronarsyndrom: et foreløbigt randomiseret kontrolleret forsøg. Fysioterapi, 101428.

Akut koronart syndrom

Få mere at vide

30-sekunders test af stolestand