Max van der Velden
Forskningschef
Prævalensen af løbeskader ligger et sted mellem 10-92%, afhængigt af definitionen og undergruppen. Der er identificeret flere risikofaktorer som f.eks. ingen tidligere erfaring, højt BMI, høj alder og mange ugentlige kilometer. Løberne sagde, at en hjemmeside kunne være et godt redskab til at blive klogere på skadesreduktion. Dette studie designede et online forebyggelsesprogram kaldet: 10 trin 2 løber fra skader.
Dette randomiserede, kontrollerede forsøg havde til formål at se på to grupper. Den ene får online løbetips, og den anden gør ikke. Andelen af løbeskade blev sammenlignet mellem grupperne.
De ti tips til at forebygge skader er baseret på litteratur og klinikernes og forskernes kliniske ekspertise:
Inklusionskriterierne var:
Deltagerne fik en personlig kode til ubegrænset adgang til hjemmesiden med tipsene.
Skaden skulle begrænse distance, hastighed, varighed eller hyppighed i syv dage eller tre på hinanden følgende træningspas for at blive talt med, eller når deltageren kontaktede en sundhedsfaglig person om problemet.
Baseret på en forventet skadesfrekvens på 52,1 % beregnede forfatterne, at 3394 løbere skulle inkluderes i en tosidet t-test med 80 % styrke og en alfa på 0,05.
I alt 4105 deltagere blev inkluderet og randomiseret til enten interventionsgruppen eller kontrolgruppen. Deltagerne i interventionsgruppen var ældre, havde et højere BMI end kontrolgruppen og rapporterede færre løberelaterede skader ved baseline.
Under opfølgningen kom 35,5 % af deltagerne til skade. Andelen i interventionsgruppen var 35,5 % og i kontrolgruppen 35,4 %, hvilket resulterede i et statistisk ikke-signifikant resultat. Forfatterne udførte flere undergruppeanalyser, som vi ikke vil diskutere i denne gennemgang.
Lad os rose disse forfattere for at have udført en så stor undersøgelse. Et af hovedproblemerne inden for fysioterapividenskaben er små stikprøvestørrelser, hvilket resulterer i underbemandede studier med upræcise resultater. Selv om forfatterne sandsynligvis havde håbet på et klinisk signifikant resultat, blev disse ubetydelige resultater ikke desto mindre offentliggjort - hvilket er en god ting. Undersøgelser bør offentliggøres på baggrund af deres metoder og relevans, ikke deres resultater.
Der er et par ting at sætte sig ind i. Efter randomiseringen viste det sig, at grupperne var forskellige ved baseline med hensyn til tre vigtige faktorer (tidligere skader, BMI og alder). Det kan forvirre resultaterne.
En anden kommentar er den manglende validering af programmet. Ikke alle tips er undersøgt - endsige bekræftet - for at være effektive i sig selv. Vi har brug for langsigtede, prospektive kohortestudier, hvor vi ser på forskellige faktorer for at finde ud af, hvilke faktorer der kan føre til skader. Forfatterens første råd er desuden, at man ikke skal ændre noget, hvis løberen ikke har erfaring med løbeskader. Halvdelen af undersøgelsens stikprøve havde dog ikke oplevet en skade inden for de seneste 12 måneder, hvilket gør næsten alle andre råd irrelevante for denne undergruppe.
Det er en god overgang til det næste punkt, compliance. I interventionsgruppen rapporterede kun halvdelen af deltagerne, at de havde implementeret mindst én ting fra programmet i deres træning. Desværre ved vi ikke, om de rent faktisk har ændret noget. Det kan meget vel være, at det tip, de 'implementerede', var en del af deres autoregulerede træning. Det er svært at sige, om et program 'virker', hvis det ikke bliver implementeret godt af deltagerne. Vi er alle mennesker, der har svært ved at planlægge på lang sigt og bruger tid og energi på ting, der ikke synes at være relevante for os (da vi ikke har en aktuel skade). Måske kunne forfatterne have skubbet lidt mere til deltagerne for at fremme denne implementering. Men det bør naturligvis automatiseres på en eller anden måde, da det ville være en ret skidt opgave for forskere at ringe til mere end 2000 løbere for at tjekke, om de har læst og implementeret det.
Som nævnt ovenfor bør vi rose forfatterne for at have iværksat en så stor undersøgelse. Men undersøgelsen kunne være meget mindre. Formålet med forsøget var at teste, om et forebyggelsesprogram var bedre. For at teste dette er en ensidig t-test tilstrækkelig. En tosidet t-test sænker din statistiske styrke (hvilket betyder, at du har brug for flere deltagere), da testen skal se begge veje. Den skal kontrollere, om interventionsdataene er 'bedre' eller 'dårligere' end kontrolgruppen. Man kan sige, at forfatterne ønskede at se, om interventionsgruppen måske havde klaret sig dårligere, men det virker usandsynligt, da de kalder det et forebyggelsesprogram - ikke bare et program.
Det er en god undersøgelse, som bidrager til vidensbanken om forebyggelse af løbeskader. Resultaterne kan være anderledes, hvis overholdelse/implementering kan opreguleres i fremtidige forsøg. Men vi har først brug for prospektive, langsigtede kohortestudier for at undersøge, hvad risikofaktorerne egentlig er, før vi kan drage en konklusion i opdigtede "forebyggelsesforsøg".
Du må ikke risikere at gå glip af potentielle røde flag eller ende med at behandle løbere på baggrund af en forkert diagnose! Dette webinar vil forhindre dig i at begå de samme fejl, som mange terapeuter bliver ofre for!