Introduktion

Patientrapporterede outcome-mål (PROMs) bliver brugt bredt og er et nyttigt værktøj til at følge udviklingen over tid. Man kunne antage, at fordi det er patienternes egen vurdering, vil PROMs i vid udstrækning afspejle den progression, en person gennemgår gennem hele rehabiliteringsforløbet. Tidligere undersøgelser har imidlertid rapporteret varierende sammenhænge mellem PROMs og objektive data, hvilket muligvis delvist skyldes, at en PROM ikke kan fange hele billedet.

I en tidligere research review gennemgik vi studiet af Heinz og Wegerich et al. (2025), som undersøgte, om patientrapporterede outcome measures (PROMs) afspejler objektiv knæfunktion efter bruskreparation. En vigtig begrænsning ved det studie var dog, hvordan “objektiv funktion” blev defineret. Selvom forskerne indsamlede flere resultatmål, herunder styrke, balance og hoptest, blev den endelige objektive score i høj grad bestemt af kliniske fund som effusion, bevægeudslag og ligamentstabilitet. Derfor fortæller det studie os relativt lidt om, hvorvidt en patient, der rapporterer god knæfunktion, faktisk kan demonstrere god fysisk præstation.

Det spørgsmål betyder noget, fordi de to ting ikke nødvendigvis er det samme. En patient kan opleve lav grad af funktionsnedsættelse, fordi de har tilpasset deres hverdag, holdt op med at deltage i krævende aktiviteter, eller simpelthen har lært at leve med en begrænsning. Omvendt kan en anden patient vise relativt god fysisk kapacitet, samtidig med at de fortsat rapporterer symptomer eller manglende tillid til knæet. En tredje patient kan rapportere lidt smerte, fungere godt i dagligdags aktiviteter og føle sig tilfreds med knæet, men stadig have restdeficitter i fx quadriceps-styrke, ensidig belastningsevne eller spring-/hoppepræstation. Disse mangler kan blive mere relevante, når rehabiliteringen skrider frem mod løb, spring eller tilbagevenden til sport.

Denne skelnen betyder noget i fysioterapi, og derfor gennemførte denne undersøgelse en opfølgende analyse af den samme underliggende kohorte—denne gang med fokus på funktionspræstationsdata, som stort set manglede i den forrige analyse. I stedet for at undersøge, om PROMs svarer til en klinikers vurdering af en knæundersøgelse, undersøgte forfatterne, hvorvidt de subjektive IKDC- og KOOS-score hang sammen med objektive mål for styrke, hop, balance og generel funktionel præstation.

Formålet med denne undersøgelse var derfor at afklare, hvorvidt PROMs er forbundet med objektive funktionelle præstationstest. Undersøgelsen stillede derfor et langt mere præstationsorienteret spørgsmål: Hvis en patient siger, at knæet fungerer godt, fortæller deres fysiske kapacitet så den samme historie?

Metoder

Denne undersøgelse brugte den samme underliggende kohorte, som tidligere er rapporteret af Heinz og Wegerich et al. (2025), som vi dækkede i en tidligere research review, men hvor vi analyserede en anden del af den efterfølgende opfølgning. Patienterne blev rekrutteret fra det tyske Cartilage Registry, efter at de havde gennemgået reparation af knæbrusk ved et universitets ortopædisk center i Tyskland.

Hvor den forrige artikel sammenlignede PROM’er med en modificeret objektiv klinisk knæscore, fokuserede Wegerich et al. specifikt på præstationstestene, der blev indsamlet under den undersøgelse. Den funktionelle vurdering dækkede flere domæner inden for fysisk formåen. Isometrisk styrke i knæekstension og -fleksion blev målt ved 90° knæfleksion med en håndholdt dynamometer. Patienterne gennemførte også Single-Leg Hop for Distance, Timed 6-Meter Hop, Timed Up and Go, 30-second Sit-to-Stand samt en Timed Single-Leg Stance-test. Ens­idige tests blev udført på både den opererede og den kontralaterale ekstremitet.

For de fleste ensidige resultater beregnede forfatterne et Limb Symmetry Index ved at dividere ydeevnen i den opererede ekstremitet med ydeevnen i den modsatte ekstremitet. En LSI under 1 indikerede derfor dårligere ydeevne i den opererede ekstremitet.

De patientrapporterede outcomes var igen de subjektive IKDC og KOOS. Den subjektive IKDC blev udfyldt samme dag som den funktionelle undersøgelse. KOOS-score blev hentet fra det tyske bruskregister, og den senest tilgængelige score blev brugt for hver patient.

Hovedanalysen undersøgte, om højere PROM-score hang sammen med bedre funktionel præstation. Da data ikke var normalfordelte, brugte forfatterne Spearman’s rangkorrelationer til at kvantificere disse sammenhænge.

Resultater

I alt 52 patienter vendte tilbage til den standardiserede opfølgende undersøgelse ansigt til ansigt. Den gennemsnitlige alder var 39,2 år på operationstidspunktet, og gruppen havde en gennemsnitlig opfølgningstid på 66,8 måneder.

PROM’er

Den seneste KOOS-vurdering og den kliniske undersøgelse var adskilt med 28,7±19,4 måneder (interval 3-85). Den gennemsnitlige subjektive IKDC-score ved opfølgning var 74,6±15,6. De gennemsnitlige KOOS-delmål-score var 79,1±14,6 for Smerter, 75,5±15,7 for Symptomer, 85,7±13,1 for Aktiviteter i dagligdagen, 59,2±26,1 for Sport og 55,5±19,1 for Livskvalitet.

Resultater af funktionelle præstationstests

Den gennemsnitlige Timed Up and Go-tid var 7,9 ± 1,1 sekunder, og patienterne gennemførte i gennemsnit 13,3 ± 3,0 gentagelser i løbet af 30-sekunders Sit-to-Stand. Stå-i-en-bensstilling var i vid udstrækning symmetrisk med en gennemsnitlig LSI på 1,00 ± 0,40, men mere end 70% af patienterne nåede testsloftet efter 60 sekunder på begge sider.

Isometrisk styrke var nedsat på den opererede side. Gennemsnitlig knæekstensionsstyrke var 252,7 ± 77,4 N i det opererede ben sammenlignet med 279,5 ± 63,3 N i det kontralaterale ben, hvilket resulterede i en gennemsnitlig LSI på 0,90 ± 0,21. Knæfleksionsstyrken viste en mindre asymmetri med 199,2 ± 68,3 N på den opererede side versus 214,3 ± 61,2 N på den kontralaterale side og en LSI på 0,94 ± 0,24.

Den største funktionsasymmetri blev set under Single-Leg Hop for Distance. Patienterne sprang i gennemsnit 51,8 ± 39,4 cm på den opererede side sammenlignet med 65,4 ± 39,8 cm på den kontralaterale side, med en gennemsnitlig LSI på 0,79 ± 0,52. To patienter kunne ikke gennemføre testen og blev derfor udelukket fra denne analyse. Ved Timed 6-Meter Hop havde de, der kunne gennemføre testen på begge sider, brug for 4,6 ± 1,3 sekunder på den opererede side og 4,2 ± 1,1 sekunder på den kontralaterale side. Elleve patienter, svarende til 21,2% af kohorten, kunne ikke gennemføre Timed 6-Meter Hop på den opererede side.

Sammenhænge mellem PROM’er og funktionel præstation

Da forfatterne undersøgte sammenhængen mellem PROMs og funktionelle performance-tests, fandt de de stærkeste og mest konsistente associationer for de ensidige hoptests. Single-Leg Hop for Distance LSI korrelerede stærkt med den subjektive IKDC (ρ = 0.540, p < 0.001) og KOOS Symptoms (ρ = 0.546, p < 0.001). Der blev fundet moderate korrelationer med KOOS Pain (ρ = 0.347), ADL (ρ = 0.333), Sport (ρ = 0.416) og Quality of Life (ρ = 0.437). Overordnet set hang bedre hop-symmetri sammen med bedre knæfunktion rapporteret af patienten.

Hop-skemaet med tid for 6 meter viste et lignende mønster. Dårligere præstationskategorier hang stærkt sammen med lavere subjektive IKDC-score (ρ = -0,503, p < 0,001) og lavere KOOS Sport-score (ρ = -0,500, p < 0,001). Der blev også fundet moderate negative korrelationer med KOOS Symptoms (ρ = -0,426), ADL (ρ = -0,346), Pain (ρ = -0,323) og Quality of Life (ρ = -0,343). De negative koefficienter afspejler, hvordan kategorierne blev scoret: højere kategorier indikerer dårligere funktionel præstation.

For styrke viste knæekstension-symmetri en moderat sammenhæng med den subjektive IKDC (ρ = 0.416, p = 0.002) og KOOS Sport (ρ = 0.363, p = 0.020). Knæfleksion-symmetri gjorde derimod ikke en signifikant sammenhæng med nogen PROM.

De tests med lavere krav viste en meget svagere sammenhæng med PROM’erne. Hverken Timed Up and Go eller Timed Single-Leg Stance korrelerede signifikant med nogen PROM. 30-sekunders Sit-to-Stand viste kun én signifikant sammenhæng, med KOOS ADL (ρ = 0.350, p = 0.021).

Spørgsmål og tanker

I en tidligere undersøgelse af den samme kohorte fandt Heinz et al. (2025) moderate korrelationer mellem PROM’er og en kliniker-vurderet score udledt af IKDC Knee Cartilage Examination-skemaet. Den scores var domineret af observationer af effusion, bevægeudslag og ligamentstabilitetstest. Det er nyttigt, men for vores profession besvarer det ikke direkte spørgsmålet om, hvorvidt en patient faktisk kan producere kraft, hoppe eller tolerere unilateral belastning.

Denne opfølgningsundersøgelse er en bro til vores fag, fordi den vurderede funktionelle tests, som vi bruger og kender godt. Det, der især skilte sig ud, var, at mere krævende tests—som ensidige hop og styrke i knæets ekstension—hang bedre sammen med PROMs. Det er langt mere meningsfuldt end bare at vide, om en score, der er udledt af effusions- eller bevægelsesudslag-afvigelser, kun har en moderat korrelation med ens funktion. Så en bekymrende PROM-score kan få os til at kigge endnu mere på fysisk kapacitet. I denne undersøgelse så man de stærkeste sammenhænge med PROMs for quadricepsstyrke og krævende ensidige hop-tests. Det tyder på, at de kan være nyttige opfølgende vurderinger, når den oplevede knæfunktion stadig er påvirket. Men en god PROM bør ikke nødvendigvis afholde dig fra at lave funktionstests, fordi korrelationerne kun var moderate. Man kan stadig godt rapportere, at man har det godt, selvom der er restuelle præstationsunderskud.

Kan jeg stole på et PROM, som afspejler patientens rehabiliteringsstatus for knæets bruskreparation nøjagtigt? Nej, ikke helt, da de stærkeste sammenhænge kun var moderate til stærke. Selv om forfatterne klassificerede sammenhænge over 0,50 som stærke, var selv de bedste resultater langt fra perfekte. Det understreger, at PROM’er og funktionelle præstationstests stadig er to forskellige mål. Så et PROM kan hjælpe med at sortere, hvordan patienten oplever sin bedring, men det afspejler ikke pålideligt patientens samlede recovery-status. Det spørgsmål et PROM kan hjælpe med at besvare, handler mere om, hvordan knæet påvirker personen, men ikke om, hvad knæet kan tåle og præstere på et funktionelt plan.

Hvordan tackler vi misforståelsen hos både patienter og klinikere om, at ledbrusk er sårbart og nemt bliver skadet af for store belastninger? Først og fremmest samlede denne undersøgelse patienter, som havde fået udført flere forskellige bruskkirurgiske indgreb: debridement, ACT, ACT med rekonstruktion af subkondralt knoglevæv, OCT, knoglemarvstilknytning (bone marrow stimulation) – og analyserede derefter sammenhængen mellem PROMs og performance på tværs af hele kohorten. Forfatterne anerkendte, at disse procedurer har forskellige indikationer, rehabiliteringsforløb og langtidsudfald, så procedure-specifikke effekter kan have påvirket korrelationerne. Alligevel vil en stor del af de personer være forsigtige med at øge belastningerne.

Selvom dette studie ikke testede sikkerheden ved mere krævende opgaver som hop, havde nogle patienter stadig målbare mangler i krævende ensidige opgaver flere år efter operationen. Studiet kan ikke fortælle os, hvorfor disse mangler bestod. Nedsat styrke, smerter, dekonditionering, ændrede aktivitetsniveauer, nedsat selvtillid eller undgåelse af højere belastning kan alle potentielt bidrage. Frygt for at skade den reparerede ledbruskartilage er derfor en klinisk plausibel overvejelse, men den blev ikke målt i dette studie. Som klinikere skal vi vide, at det at beskytte det væv, der heler, tidligt efter operationen er noget andet end at undgå belastning på ubestemt tid. En praktisk udfordring efter ledbruskartilage-reparation er troen på, at det reparerede knæ skal forblive beskyttet mod krævende belastninger. Selvom dette studie ikke fastslår sikkerheden ved at hoppe, viser det, at højere niveau af ensidig præstation er en vigtig del af restitutionen – og at den kan forblive nedsat, selv når patienterne rapporterer en acceptabel funktion. I praksis understøtter det at vurdere og gradvist genopbygge evnen til impact-belastning frem for at antage, at langvarig undgåelse af hop er beskyttende. Det individualiserer rehabiliteringen ved at slippe fokus på at beskytte knæet mod belastninger og i stedet bygge tilstrækkelig kapacitet i knæet til at kunne tolerere de ønskede aktiviteter.

Tal nørdet til mig

Fordi KOOS-vurderingerne ofte blev indsamlet længe før den funktionelle undersøgelse, gennemførte forfatterne en sensitivitetsanalyse, der kun omfattede patienter, hvis KOOS-score var blevet registreret inden for 36 måneder efter test. Det efterlod 29 patienter. I denne undergruppe blev flere sammenhænge mellem KOOS og hoptests stærkere, især for KOOS Symptoms. For Single-Leg Hop for Distance steg korrelationen med KOOS Symptoms til ρ = 0.685. For Timed 6-Meter Hop steg korrelationen med KOOS Symptoms til ρ = -0.625. Nogle andre associationer mistede den statistiske signifikans, sandsynligvis delvist fordi stikprøven var mindre. Sensitivitetsanalysen efterlader dog stadig et stort gab mellem de data, der blev indsamlet, og selve testningen. At nogle korrelationskoefficienter blev stærkere tyder på, at den lange tidsforsinkelse faktisk kan have fortyndet associationerne i den primære analyse. Men fordi undergruppen krympede til kun 29 patienter, blev den statistiske præcision også dårligere — hvilket hjælper med at forklare, hvorfor nogle associationer ikke længere nåede p < 0.05, selv om effektstørrelserne var nogenlunde ens.

Vigtigt er, at den lange opfølgningsperiode betyder, at studiet ikke er egnet til at vurdere tilbagevenden til sport i den umiddelbare postoperative fase; i stedet afspejler det sammenhængen mellem oplevet og målt funktion flere år efter bruskreparation.

En anden begrænsning er afhængigheden af limb symmetry indices, som antager, at det kontralaterale ben er en passende reference for normal funktion. Efter i gennemsnit mere end fem år kan bilateral deconditionering eller reduceret aktivitet betyde, at begge ben har mistet kapacitet. En patient kan derfor fremstå symmetrisk uden at nogen af benene viser en tilstrækkelig absolut præstation. Så at antage, at limb symmetry index er en perfekt måde at måle på, hvad det opererede ben bør kunne, er ikke helt korrekt.

Endelig: fordi der blev testet adskillige PROM–performance-sammenhænge uden justering for multiple sammenligninger, kan nogle statistisk signifikante fund være opstået tilfældigt. Det er især relevant for associationer, der ligger lige under p=0,05. Det overordnede mønster—stærkere relationer for hoppe- og ekstensionsstyrke—er interessant, men de enkelte korrelationer bør betragtes som udforskende snarere end definitive.

Budskaber, der kan tages med hjem

Samlet set viste kohorten relativt god performance på funktionsprøver med lavere krav, men tydeligere side-til-side-forskelle viste sig under styrke- og ensidige hoptests. På grund af de moderate korrelationer ser PROMs ud til at være nyttige som et vindue ind i rehabiliteringsstatus, men de er ikke præcise nok til at fungere som en erstatning for objektiv funktionsafprøvning efter reparation af knæbrusk. Da alle brusk-reparationsprocedurer blev analyseret samlet, kan denne undersøgelse ikke sige noget om, hvordan sammenhængen mellem PROM og performance varierer mellem de forskellige kirurgiske teknikker. I praksis bør resultaterne derfor bruges bedst som et generelt princip for vurdering frem for et procedure-specifikt protokollayout: kombiner patientens oplevede bedring med objektiv testning, som matcher deres funktionelle mål. Ved højere niveauer af rehabilitering kan quadricepsstyrke og krævende ensidige hoptests afsløre mangler, som mere simple opgaver eller PROMs alene kan overse. Testen skal følge målet – ikke bare operationen.

Reference

Wegerich N, Heinz T, Frischholz S, Eidmann A, Stratos I, Horas K, Reppenhagen S, Rudert M, Weißenberger M. Ud over patientens oplevelse: PROMs hænger sammen med objektive funktionelle tests efter reparation af knæledbrusk. BMC Musculoskelet Disord. 13. juli 2026;27(1):633. doi: 10.1186/s12891-026-10123-5. PMID: 42443851; PMCID: PMC13401292.