Introduktion

Delayed onset muscle soreness (DOMS) er et velkendt fænomen, der opstår efter (styrke)træning. Det menes at stamme fra lokal træningsinduceret muskelskade og efterfølgende lokal inflammation. Selv om DOMS er en midlertidig tilstand, kan den påvirke træningen og deltagelsen i aktiviteter negativt og afholde andre fra at deltage i træning og motion. Da den lokale inflammatoriske reaktion, som er resultatet af den træningsinducerede mikroskade i musklerne, frigiver proinflammatoriske cytokiner, øges følsomheden i de perifere nerveender, hvilket resulterer i smerte. 

Neurodynamiske mobiliseringer er blevet grundigt undersøgt ved nerverelaterede tilstande (Lascurain-Aguirrebeña et al. 2024) og viste sig at øge den aksonale transport i nerven og det omgivende væv, hvilket letter fordelingen af lokale inflammatoriske mediatorer. Ved hjælp af denne forbedrede aksonale transport kan den lokale inflammatoriske reaktion reguleres. Da DOMS resulterer i en lokal inflammatorisk reaktion på grund af lokalt intraneuralt ødem, antog forfatterne til dette studie, at en intervention med neurodynamiske mobiliseringer kan forbedre den aksonale transport og understøtte synaptisk plasticitet og dermed reducere perifer nerveinflammation og efterfølgende også smerter fra DOMS. Derfor blev de forebyggende virkninger af neurodynamiske mobiliseringer på DOMS undersøgt. 

Metoder

Et prospektivt, enkeltblindet, randomiseret, placebokontrolleret forsøg blev gennemført i Tyrkiet. Unge, utrænede, sunde, men stillesiddende mænd mellem 20 og 32 år blev inkluderet. Ifølge retningslinjerne fra American College of Sports Medicine blev en stillesiddende livsstil defineret som mindre end 30 minutters fysisk aktivitet fem dage om ugen. 

Undersøgelsen var inddelt i tre faser: 

1. Fase 1: 
   1. Baseline-indsamling af data om muskelømhed, tryksmertetærskel (PPT) og etbens-hoptest for distance som en muskelfunktionstest. Der blev taget blodprøver.
   2. Ni sessioner med neurodynamiske mobiliseringer eller placebo neurodynamiske mobiliseringer blev udført over tre uger. Tre sæt med 10 gentagelser blev gennemført ved hver session med 2 minutters interval mellem sættene. 
2. Fase 2:
   1. Efter en 3-dages pause startede fase 2 med at gentage indsamlingen af blodprøver og data om muskelømhed og -funktion samt PPT'er.
   2. Deltagerne fra interventionsgruppen og placebogruppen deltog derefter i en træningsinduceret muskelskade (EIMD) protokol på et dynamometer. 
   3. Umiddelbart efter den excentriske øvelse blev alle målinger gentaget.
3. Fase 3 indsamlede alle blodprøver og målinger af muskelømhed og -funktion samt PPT'er 24 timer, 48 timer og 72 timer efter EIMD-protokollen.

I interventionsgruppen blev den neurodynamisk mobilisering blev udført med deltagerne liggende på deres ikke-dominerende side. Mens terapeuten stod bag deltageren, blev det øverste ben bragt i knæfleksion og støttet med hoften i neutral position. Derefter blev benet strakt ud ved hofteleddet, indtil deltageren rapporterede ømhed eller smerte. Denne spændingsposition blev opretholdt i 3 sekunder. I hver session blev der udført 3 sæt med 10 gentagelser med 2 minutters pause mellem sættene.

Placebogruppen fik en let modificeret neurodynamisk mobilisering i samme sideliggende stilling. Proceduren blev udført på samme måde, bortset fra at der ikke blev udført nogen knæfleksion under teknikken. 

Den protokol for træningsinduceret muskelskade bestod af 30 sæt med 10 excentriske sammentrækninger, som blev udført for den dominerende quadriceps femoris-muskel med 30° pr. sekund mellem 35° og 95° fleksion. Deltagerne blev instrueret i at strække deres ben, som om de sparkede til en bold, så hårdt de kunne (for knæekstensorerne) og modstå den opadgående bevægelse fra maskinen (for knæfleksorerne).

Følgende resultatmål blev indsamlet:

• Muskelømhed på en visuel analog skala fra 0-100, når man går ned ad trappen.
• Tryksmertetærskel (PPT), målt 5 cm proksimalt for den øverste kant af knæskallen. Der blev brugt et digitalt trykalgometer. 
• Muskelfunktionen blev kvantificeret ved hjælp af en etbens hop for distance-test med et gennemsnit på 3 forsøg.
• Blodprøver blev indsamlet og analyseret for biomarkører for muskelskade (kreatinkinase (CK) og laktatdehydrogenase (LDH)) og inflammation (tumornekrosefaktor-alfa (TNF-a) og human interleukin-6 (IL-6)).

Resultater

Fireogtredive voksne blev inkluderet i analyserne og blev ligeledes randomiseret til interventionsgruppen, der fik neurodynamisk mobilisering, eller til placebogruppen. Deres baseline-karakteristika afslørede ingen forskelle i demografi mellem grupperne.

For at undersøge de forebyggende virkninger af neurodynamiske mobiliseringer på DOMS sammenlignede forfatterne begge grupper efter protokollen for træningsinduceret muskelskade. For resultatet muskelømhed blev der observeret en signifikant tid x gruppe-effekt. Muskelømheden toppede 24 timer efter træningsprotokollen. Placebogruppen oplevede mere muskelømhed (+47 %) sammenlignet med interventionsgruppen (+60 %) efter 24 timer. Den samme forebyggende effekt af neurodynamiske mobiliseringer på DOMS blev fundet efter 48 timer og 72 timer. 

Med hensyn til tryksmertetærsklen (PPT) blev der også observeret en signifikant tid x gruppe-effekt efter træningsprotokollen. PPT nåede sin laveste værdi 24 timer efter protokollen for træningsinduceret muskelskade i begge grupper. Alligevel var der også en forebyggende effekt af de neurodynamiske mobiliseringer på DOMS i interventionsgruppen. Placebogruppen havde et større fald i PPT (-52%) end interventionsgruppen (-20%) sammenlignet med baseline. Interventionsgruppen havde signifikant højere PPT'er 24 timer, 48 timer og 72 timer efter protokollen for træningsinduceret muskelskade. Derudover vendte interventionsgruppen tilbage til deres baseline PPT-værdi 72 timer efter træningsprotokollen, mens placebogruppen endnu ikke var vendt tilbage til deres baseline PPT. 

For resultatet af muskelfunktion viste der sig også en signifikant tid x gruppe-effekt. I begge grupper var scoren lavest umiddelbart efter protokollen med træningsinduceret muskelskade, men scoren var lavere i placebogruppen (-41 %) sammenlignet med interventionsgruppen (-18 %). Interventionsgruppen klarede sig også bedre før træningsprotokollen (efter den neurodynamiske mobiliseringsprotokol) sammenlignet med placebogruppen, hvor der ikke var nogen forskel ved baseline. Det er bemærkelsesværdigt, at interventionsgruppen vendte tilbage til deres baseline-muskelfunktion 24 timer efter protokollen for træningsinduceret muskelskade sammenlignet med placebogruppen, hvor det tog 72 timer. 

Virkningerne på de inflammatoriske markører viste en signifikant interaktion mellem tid og gruppe for IL-6 og kun en signifikant tidseffekt for TNF-a. Umiddelbart efter træningsprotokollen toppede IL-6, og TNF-a nåede sit højdepunkt efter 24 timer. Begge grupper viste stigninger i IL-6 og TNF-a, men med hensyn til IL-6-værdierne havde interventionsgruppen en mindre stigning (+53 % mod +90 %) umiddelbart efter træningsprotokollen. IL-6-værdierne vendte tilbage til baseline-værdierne efter 48 timer i interventionsgruppen, mens det stadig ikke var tilfældet i placebogruppen efter 72 timer. 

Markører for muskelskade viste ingen signifikant gruppe x tidseffekt, kun en tidseffekt blev observeret. Der blev kun fundet en signifikant forskel mellem grupperne for CK-koncentrationer ved 0 timer og 24 timer.

Spørgsmål og tanker

Den forebyggende effekt af neurodynamiske mobiliseringer på DOMS blev delvist understøttet af denne undersøgelses resultater. Mens den funktionelle muskeltest, muskelømhedstesten og smertetrykstærsklen var markant forskellige mellem de to grupper, var det kun IL-6-biomarkøren, der understøttede de kliniske fund. For TNF-a, CK og LDH var der ingen signifikante forskelle mellem grupperne. Selv om CK og LDH er biomarkører for muskelskader, er de ikke udelukkende relateret til muskelnedbrydning. For eksempel kan personer med hypothyroidisme også have forhøjede niveauer af CK i blodet (Hemavathi et al. 2016).

DOMS er heller ikke udelukkende et tegn på muskelskade, da det også omfatter en inflammatorisk reaktion, der er sekundær til de lokale mikrotraumata i musklerne. Denne lokale inflammatoriske reaktion udløser en kaskade af effekter, hvor der opstår lokalt ødem og sensibilisering af lokale nerveender, hvilket bidrager til smerteoplevelsen (Peake et al. 2017).

Denne undersøgelse var den første, der undersøgte de potentielt beskyttende effekter af neurodynamiske mobiliseringer på DOMS og afslørede interessante resultater med hensyn til den potentielle rolle af nervesystemfokuserede strategier. Da der sker en sensibilisering af nerveenderne, kan neurodynamiske mobiliseringers indflydelse på DOMS forklare den observerede smertemodulation.

Efter min mening kan brugen af neurodynamiske mobiliseringer som en forebyggende strategi til at reducere bivirkninger som DOMS være en interessant vej til at opmuntre ældre og mindre erfarne mennesker til at deltage i tilstrækkeligt doseret træning. Selv om der er behov for yderligere forskning for at bekræfte de nuværende resultater og forbedre begrænsningerne i denne artikel, 

Det ville være informativt at undersøge, hvilken dosis der er nødvendig for at reducere DOMS. I denne undersøgelse blev der gennemført i alt 9 sessioner. Da der kun blev udført 3 sæt med 10x 3-sekunders gentagelser med 2 minutters pause mellem sættene, kan det være et effektivt redskab til at reducere DOMS. Men er det nødvendigt at udføre disse neurodynamiske mobiliseringssessioner i flere uger, før man begynder at træne intensivt? Kan en kombination af disse neurodynamiske mobiliseringer i begyndelsen af en træningssession være tilstrækkelig for nogle mennesker, der er mindre erfarne i at styrke, eller skal det udsættes i en periode efter at have modtaget disse mobiliseringer? Kan det betragtes som en prehab-strategi? Der er dog stadig mange ubesvarede spørgsmål, hvilket er normalt for en første undersøgelse om dette emne.

Tal nørdet til mig

Protokollen for dette eksperimentelle studie blev registreret retrospektivt, men der blev ikke givet nogen begrundelse. Forsøgsregistret påpegede, at der blev foretaget flere ændringer i forsøget, for eksempel blev en ROM-vurdering fjernet. Desuden var der ikke angivet noget primært resultatmål, og flere resultater blev analyseret uden anvendelse af en Bonferroni-korrektion. Alt i alt begrænser det undersøgelsen i at drage sikre konklusioner på trods af brugen af et randomiseret, kontrolleret design. Fremtidige studier bør undersøge resultaterne yderligere. 

En bekymrende begrænsning er fraværet af en blindet resultatbedømmer. Baseret på oplysningerne i undersøgelsen, var der IKKE involveret en fuldt blindet resultatbedømmer. Kun deltagerne blev blindet, da undersøgelsen blev gennemført som en randomiseret, enkeltblindet undersøgelse. Deltagerne var blindet i forhold til deres gruppetilknytning, men det var den forsker, der udførte undersøgelserne, ikke. Det betyder, at de forskere, der målte resultaterne (muskelømhed, PPT, muskelfunktion, blodprøver osv.), var klar over, hvilken gruppe hver deltager tilhørte. Denne mangel på blinding af udfaldsbedømmeren introducerer et betydeligt potentiale for bias.

Det skal bemærkes, at dette var en ung, men stillesiddende befolkning, og at disse resultater ikke direkte kan overføres til andre mere atletiske eller ældre befolkninger. På samme måde er træningsinduceret muskelømhed en eksperimentelt fremkaldt form for DOMS, som måske ikke helt gengiver DOMS, der opstår under naturlige forhold. Det kan begrænse resultaternes anvendelighed i den virkelige verden.

Mens den forebyggende effekt af neurodynamiske mobiliseringer på DOMS kun blev delvist understøttet, er effekten på etbensspring på distancen relativt ligetil. Interventionsgruppen, der fik neurodynamisk mobilisering, havde mindre nedgang i præstationerne i testen med etbensspring på distancen. Forfatterne foreslår, at deres intervention har en mekanisme til at modulere muskelskader og inflammatoriske reaktioner fremkaldt af DOMS. 

Budskaber, der kan tages med hjem

Dette studie undersøgte den forebyggende effekt af neurodynamisk mobilisering af lårbensnerven på DOMS. Interventionen blev anvendt i tre uger før træningsinduceret muskelskade og sammenlignet med placebo. Interventionen havde positive effekter på at reducere muskelømhed, øge tryksmertetærsklen (PPT), forbedre muskelfunktionen og sænke niveauet af interleukin-6 (IL-6), men viste ikke forebyggende effekter på andre muskelskader og inflammatoriske parametre. Det tyder på, at neurodynamisk mobilisering kan hjælpe med at lindre symptomer på inflammation og muskelskade og forkorte restitutionstiden efter DOMS, men der er behov for yderligere forskning med større og mere forskelligartede grupper.

Reference

Sozlu U, Basar S, Semsi R, Akaras E, Sepici Dincel A. Forebyggende effekt af den neurodynamiske mobiliseringsteknik på forsinket debut af muskelømhed: en randomiseret, enkeltblindet, placebokontrolleret undersøgelse. BMC Musculoskelet Disord. 2025 maj 10;26(1):464. doi: 10.1186/s12891-025-08723-8. PMID: 40349018; PMCID: PMC12066041.