Lateral albue tendinopati, almindeligvis kendt som tennisalbue, er en udbredt tilstand, som rammer personer, der er involveret i gentagne armbevægelser. Det er kendetegnet ved smerter og ømhed på den ydre del af albuen, ofte som følge af overbelastning af den almindelige strækkesene. Denne tilstand kan i høj grad påvirke en persons evne til at udføre daglige opgaver og deltage i sport, især dem, der involverer greb eller forlængelse af håndleddet. I en nylig podcast med muskuloskeletale fysioterapeuter, Dr. Leanne Bisset, blev de vigtigste strategier for vurdering, behandling og genoptræning af lateral albue tendinopati udforsket. Dette blogindlæg sammenfatter hendes indsigt og giver et omfattende overblik til behandlere eller personer, der lider af denne tilstand, og som ønsker at forbedre deres forståelse og håndtering af denne tilstand.
Risikofaktorer for lateral albue-tendinopati
Lateral albuetendinopati er en tilstand, der rammer mange mennesker, især dem, der udfører gentagne armbevægelser eller anstrengende aktiviteter. Tilstanden forbindes ofte med atleter, men kan forekomme hos alle, hvis daglige aktiviteter belaster underarmens sener. Ved at forstå de vigtigste risikofaktorer kan du tage proaktive skridt til at identificere og håndtere tilstanden effektivt.
Alder som en medvirkende faktor
Alder spiller en væsentlig rolle ved lateral albuetendinopati, idet tilstanden hyppigere forekommer hos personer over 40 år. Degenerative forandringer i senerne, som naturligt øges med alderen, er en væsentlig medvirkende faktor. Det betyder dog ikke, at yngre personer er immune over for tilstanden - den er simpelthen meget mindre almindelig hos personer under 40 år og meget sjælden hos personer i begyndelsen af 20'erne eller yngre.
Hos yngre patienter bør symptomer, der ligner tendinopati i den laterale albue, derfor give anledning til nøje overvejelser om andre mulige årsager. I nogle tilfælde kan et akut traume resultere i skader på sener, ledbånd eller større områder, der ligner tilstanden. Hvis en patient i 20'erne kommer med symptomer, er det derfor vigtigt med en grundig udspørgning og differentialdiagnose for at finde den underliggende årsag.
Betydningen af gentagen belastning
Gentagne belastninger er en af de primære årsager til tendinopati i den laterale albue. Aktiviteter, der involverer gentagne greb, især med håndleddet strakt og proneret, belaster underarmens ekstensorsener betydeligt. Med tiden kan det føre til mikrotårer, overbelastningsskader og senedegeneration.
Håndværkere, kontorarbejdere og sportsudøvere er særligt udsatte på grund af den gentagne karakter af deres opgaver. For eksempel:
- Manuelle arbejdere udfører ofte opgaver, der kræver kraftige greb eller løft, som belaster senerne meget.
Atleter i sportsgrene som tennis, golf eller squash udfører ofte gentagne armbevægelser, hvilket øger risikoen for at udvikle tilstanden, især når teknikken eller udstyret ikke er optimalt.
Ved at tage fat på biomekaniske faktorer som størrelsen på ketsjergrebet eller løftepositionen kan du reducere sandsynligheden for overbelastningsskader og hjælpe patienterne med at komme sig mere effektivt.
Nedbørshændelser: Akut traume vs. Degeneration
Selvom tendinopati i den laterale albue generelt er forbundet med kronisk overbelastning, kan en specifik udløsende begivenhed nogle gange udløse tilstanden. For eksempel kan en pludselig, kraftig bevægelse eller skade forårsage betydelig seneskade og føre til symptomer.
I sådanne tilfælde resulterer skaden ofte i mere omfattende vævsskader, såsom rifter, sammenlignet med de gradvise degenerative forandringer, der er typiske for tilstanden. Det er vigtigt at identificere disse begivenheder gennem omhyggelige spørgsmål, da de kan påvirke sygdommens sværhedsgrad og påvirke behandlingsplanen.
Vurdering af potentiel lateral albue-tendinopati
Vurderingen begynder med en grundig anamnese og en forståelse af skadesmekanismer og specifikke smerteudløsere. Efter omhyggeligt at have lyttet til patienten og udelukket potentielle røde flag fortsætter vurderingen typisk med at palpere albuen, især med fokus på den laterale epikondyl og den omgivende muskulatur, som omfatter de almindelige ekstensorsener.
Under palpation lægger klinikerne pres på disse områder, mens de beder patienten om at udføre specifikke bevægelser. Denne proces hjælper med at lokalisere den nøjagtige placering af smerten og identificerer enhver relation til de involverede sener. Derudover bør klinikeren også vurdere patientens bevægelsesområde og funktionelle evner for at forstå tilstandens indvirkning på deres daglige liv og aktiviteter. Funktionsvurdering kan omfatte observation af patientens evne til at udføre opgaver, der forværrer deres symptomer, såsom at gribe eller løfte genstande. Derfor er det afgørende at forstå, hvordan patientens smerter hænger sammen med deres daglige aktiviteter for at kunne skræddersy et effektivt rehabiliteringsprogram.
Differentiel diagnose
I tilfælde af lateral albuetendinopati er smerten meget lokaliseret til den laterale epikondyl. Et vigtigt kendetegn ved denne tilstand er, at smerten kan lokaliseres direkte over den laterale epikondyl og den første centimeter af senen. Hvis smerterne er strengt lokaliserede og ikke spreder sig, er der sandsynligvis tale om en isoleret tendinopati. Omvendt, hvis symptomerne er alvorlige, eller patienten rapporterer om smerter, der strækker sig rundt om ryggen, ned ad siden eller over underarmens ryg, bør du undersøge andre muligheder og involvering af andre strukturer.
LCL er blevet inddraget hos personer med alvorlige præsentationer, traumer og hos dem, der har modtaget kortikosteroidbehandling. Selv om der ikke er nogen bekræftet årsagssammenhæng mellem kortikosteroidindsprøjtninger og involvering af LCL, tyder en del forskning og spekulationer på en mulig sammenhæng. LCL fungerer som den primære begrænsning af varuskræfter i albuen, og det har vist sig, at i 40 % af tilfældene med lateral albuetendinopati er LCL involveret. Derudover opstår der valguskraft i mange daglige aktiviteter, f.eks. når man løfter genstande, især med en udstrakt arm. I svære tilfælde kan LCL og hovedet på radius bidrage til smerterne, og det er derfor vigtigt, at du inddrager stresstest af LCL og hovedet på radius i din undersøgelse.
Diagnostisk testning
Tendinopati er typisk let at diagnosticere ved hjælp af en klinisk undersøgelse. Specifikke tests, der fremkalder smerter i den almindelige strækkesene, omfatter:
- Greb i udstrakt og proneret position.
- Modstand mod forlængelse af håndleddet (Cozens test).
- Modstået ekstension af tredje finger, som direkte belaster carpi radialis brevis (ECRB).
Hvis disse tests fremkalder den forventede smerterespons ved den laterale epikondyl uden andre præsentationer, er diagnosen i overensstemmelse med en isoleret tendinopati. Men hvis smertemønstrene afviger fra disse fund, bør der foretages yderligere undersøgelser for at identificere andre medvirkende årsager.
Håndtering af alvorlige præsentationer
Derudover skal du overveje patientens historie, herunder traumer eller brug af kortikosteroider, som en del af din evaluering. I mere alvorlige tilfælde af lateral albuetendinopati, især dem med mistanke om LCL-involvering, bør det overvejes at udføre stresstest af LCL og teste laxitet af radiushovedet. Du kan f.eks. anvende bordforflytningstesten eller den posterolaterale rotationsskuffetest.
Behandling af lateral albue-tendinopati
1. Uddannelse og belastningsstyring
Forståelse og håndtering af belastning er grundlæggende i behandlingen. Som kliniker bør du lære dine patienter at undgå forværrende aktiviteter, som f.eks. gentagne greb eller håndledsudstrækning i proneret stilling. Derudover kan det hjælpe at opfordre dem til at bruge smerte som en guide. En generel regel er at holde smerter under aktiviteter på højst 3-4 ud af 10, og de bør aftage inden for en halv til en hel time efter træning. Hvis der opstår vedvarende smerter eller forværrede symptomer, bør det signalere, at der er behov for justeringer.
2. Træningsterapi
Træning har vist sig at være bedre end passiv behandling, men ikke i særlig høj grad. Ikke desto mindre er denne behandlingsform stadig bedre end nogen anden, da den har evnen til at fremme heling og regenerering af senevævet. Det er afgørende at finde den rette belastning, men overbelastning vil føre til nedbrydning af vævet og forværre symptomerne. Det er vigtigt at bemærke, at du skal holde dig under en Numeric Pain Rating Scale (NPRS) på 3-4 under og efter øvelserne, og at smerterne skal forsvinde inden for 24 timer, men ideelt set inden for en time eller to.
Isometrisk belastning
Begynd med isometriske øvelser rettet mod håndledsstrækkerne. Placer den pronerede underarm på en bordplade med håndleddet og hånden ud over kanten. Begynd med en lav belastning, f.eks. 1-3 kg eller mindre, og sigt efter greb, der varer op til et minut, gentaget tre gange dagligt. Brug et modstandsbånd rundt om hånden for at reducere aktiveringen af fingerbøjeren og minimere belastningen. Desuden kan justering af albuepositionen ændre belastningen på leddet; hvis man f.eks. udfører øvelsen med albuen bøjet til 90°, mindskes belastningen på ekstensorgruppen.
Progression indebærer, at man gradvist øger modstanden. Du kan udskifte båndet med en håndvægt eller en flaske vand for at give mere udfordring, hvilket også vil aktivere bøjemusklerne. Et realistisk mål er at holde 1 til 3 kg i et par minutter. For manuelle arbejdere kan dette mål strække sig til at holde i op til syv minutter, hvilket afspejler strækkemuskelgruppens primære funktion som positionsstabilisatorer snarere end primære bevægere.
Progression
Progression kan opnås ved gradvist at øge belastningen og skifte til en mere funktionel tilgang, afhængigt af smerter. En tennisspiller kan f.eks. begynde at bruge en ketsjer og fokusere på korrekt teknik og øvelser, der aktiverer både albue og skulder. Denne tilgang hjælper med at replikere sportsspecifikke bevægelser og forbereder den enkelte på at vende tilbage til aktivitet. For manuelle arbejdere, hvis opgaver ofte involverer gentagne håndledsbevægelser, bør man overveje at implementere et koncentrisk-ecentrisk træningsprogram. Begræns belastningen til maksimalt 3 kg for at opbygge styrke og udholdenhed i håndled og albue på en sikker måde.
3. Supplerende behandlinger
Flere hjælpemidler kan supplere træningsterapi for at optimere smertelindring og støtte restitution:
- Optagelse: Teknikker som spiralmetoden, der støtter albuen under bevægelse, kan give smertelindring og en følelse af stabilitet. Sørg for korrekt påføring for at undgå hudirritation eller ubehag.
- Afstivning: Albuebøjler kan hjælpe ved at reducere smerter i det berørte område. Patienterne skal dog instrueres i korrekt brug for at undgå komplikationer som f.eks. nervekompression.
- Manuel terapi: Laterale glidere ved albuen kan give smertelindring og lette træningsprogressionen. Disse glidninger involverer stabilisering af humerus og anvendelse af en lateral kraft på ulna.
- Chokbølgeterapi: Meget tyder på, at det ikke er gavnligt for lateral albuetendinopati og måske endda forværrer resultaterne.
- Dry needling: Dry needling kan have en mere gunstig profil for smertebehandling. Selvom evidensen for dry needling er mindre robust end for andre behandlingsmetoder, tyder nogle undersøgelser på, at det kan hjælpe med at lindre smerter hos visse patienter. Det primære mål med dry needling bør være smertebehandling snarere end direkte stimulering af senereparation.
5. Håndtering af medvirkende faktorer til lateral albue-tendinopati
- Eksterne belastningsfaktorer: For atleter kan du overveje at gennemgå udstyr som ketsjerstørrelse, greb eller strengespænding. Korrektion af slag eller coaching kan også reducere belastningen på albuen og dermed mindske risikoen for en tilbagevendende skade.
- Patientspecifikke overvejelser: For personer med hypervigilans eller lav tillid til bevægelse er det afgørende at opbygge tillid og gradvist øge deres aktivitetsniveau. Behandling af psykologiske faktorer kan forbedre helbredelsesresultaterne betydeligt.
6. Prognose og behandlingsvarighed
Behandlingen strækker sig typisk over 6-8 uger for at opnå optimale resultater. Forskning viser, at længere programmer med konsekvent behandling giver bedre resultater sammenlignet med kortere interventioner. Hvis symptomerne varer ved ud over denne periode, bør man kraftigt overveje en revurdering og eventuelle justeringer af behandlingsstrategien. Det kan indebære, at man genovervejer den oprindelige diagnose, evaluerer overholdelsen af behandlingsplanen eller overvejer alternative behandlingsformer for at løse eventuelle igangværende problemer.
Gennemfør dette kursus
Gennemfør dette kursus med overekstremitetseksperterne Thomas Mitchell og Andrew Cuff eksklusivt på Physiotutors hjemmeside.
Referencer
