Motion anbefales ofte i behandlingen og forebyggelsen af migræne. Allerede i 2008 blev det anerkendt, at motion har en forebyggende effekt på migræne. Resultaterne kunne dog ikke generaliseres på grund af forskelle i migrænediagnosen, variationer i resultatmålene og underpowered studieanalyser. I 2019 kunne en systematisk gennemgang med metaanalyse konkludere, at der var evidens af moderat kvalitet for, at motion medfører en lille reduktion i antallet af migrænedage (et gennemsnitligt fald på 0,6 ± 0,3 migrænedage pr. måned) og en reduktion i smerteintensiteten på 20-54 %.
Men hvilke mekanismer menes at ligge til grund for effekten af motion, og hvilken type motion skal man bruge? Denne blogartikel opsummerer resultaterne fra den narrative gennemgang af Barber et al. (2020).
Allerede i 2008 blev det anerkendt, at motion har en forebyggende effekt på migræne.
Hvad er de underliggende mekanismer for træning?
De foreslåede mekanismer for, hvordan motion kan forebygge migræne, kan opdeles i biologiske og psykologiske mekanismer. Under de biologiske mekanismer er der foreslået flere veje. En neuroinflammatorisk model er beskrevet i en gennemgang af Irby et al. (2016). Da migræne er kendetegnet ved øgede niveauer af inflammatoriske markører (CRP), cytokiner (såsom CGRP, substans P) og adipocytokiner (såsom TNF-a, IL-6), postulerer de, at da det er velkendt, at motion har en undertrykkende effekt på inflammatoriske stoffer, kan dette også påvirke migræne.
En neurovaskulær vej kan også spille en rolle, da migræne er forbundet med vaskulære abnormaliteter som endoteldysfunktion, nedsat cerebral og perifer vaskulær funktion og øget risiko for hyperkoagulabilitet og inflammation. Forfatterne henviser til et forsøg, hvor træning med højere intensitet førte til en betydelig udvidelse af nethindens arterier (som et mål for den cerebrale blodgennemstrømning) og en reduktion i antallet af migrænedage. En anden mulig forklaring kan ligge i forbedringen af smertetærsklen gennem formidling af stresshormoner og produktion af neuromodulatorer som endorfiner.
Nogle psykologiske mekanismer, der menes at ligge til grund for den opfattede fordel ved motion, er også blevet undersøgt. Interessant nok viste en undersøgelse fra 2017, at der ud over reduktionen af angstsymptomer med motion også sås en reduktion af det proinflammatoriske cytokin IL-12p70. Det ser ud til, at angst er korreleret med dette inflammatoriske cytokin, og at motion på den måde kan have både en biologisk og psykologisk effekt på migræne. Motion kan også hjælpe med at forbedre psykosociale faktorer som self-efficacy, locus of control, forventninger og opfattelser.
Hovedpinebehandling i klinisk praksis
- Lær at diagnosticere og behandle de mest almindelige typer af hovedpine
- Lær, hvordan fysioterapi kan være effektiv for patienter med hovedpine
- Akkrediteret i Holland, Belgien, Storbritannien, USA, Australien og Tyskland
Findes der en ideel form for træning?
Forskellige former for motion er blevet undersøgt, men data peger ikke på en bestemt type motion. Når man sammenlignede højintensiv træning (HIT) med moderat kontinuerlig træning, førte HIT til en mere udtalt reduktion i antallet af migrænedage. På den anden side kan mindre belastende interventioner som yoga også have en positiv effekt på migræne og relaterede handicap, som det blev vist i en metaanalyse fra 2012. Så det ser ud til, at der er mange muligheder for at tilbyde din patients præferencer.
Reference
